Var Biskop Mynster ett "Sandhedsvidne", ett af "de rette Sandhedsvidner" - er dette Sandhed?

Var Biskop Mynster et »Sandhedsvidne«, et af »de rette Sandhedsvidner«

– er dette Sandhed?

i Febr. 1854.

S. Kierkegaard.

I den Tale, Prof. Martensen har »holdt 5te Søndag efter hellig tre Konger, Søndagen før Biskop Dr. Mynsters Jordefærd«, enErindringstale, hvad den maaskee ogsaa forsaavidt kan kaldes, som den bringer Prof.Martensen i Erindring til den ledige Bispestol – i denne Tale stilles Biskop Mynster frem som et Sandhedsvidne, som et af de rette Sandhedsvidner; der tales i saa stærke og afgjørende Udtryk som vel muligt. Med den afdøde Biskops Skikkelse, hans Liv og Levnet, Udgangen af hans Vandel for Øie formanes vi til at »efterligne de sande Veilederes, de rette Sandhedsvidners Tro« (p. 5), deres Tro, thi den var, hvad der udtrykkeligt siges om BiskopMynster »ikke blot i Ord og Bekjendelse, men i Gjerning og Sandhed« (p. 9); den afdøde Biskop indføres af Prof. Martensen i (p. 6) »den hellige Kjæde af Sandhedsvidner, som strækker sig gjennem Tiderne fra Apostlernes Dage« osv.

──────────

Dette maa jeg gjøre Indsigelse mod – og nu da Biskop Mynster er død, kan jeg ville tale, her dog meget kort, og da slet ikke om, hvad der bestemte mig til at indtage det Forhold til ham, som jeg indtog.

Naar man ved »Forkyndelse« nærmest tænker paa hvad der siges, skrives, trykkes, Ordet, Prædikenen – at da (for blot at tage Eet)Biskop Mynsters Christendoms-Forkyndelse fortoner, tilslører, fortier, udelader noget af det mest afgjørende Christelige, det, der falder os Mennesker ubeleiligere, det, der vilde gjøre vort Liv anstrænget, forhindre os i at nyde Livet, det om at afdøe, om frivillig Forsagelse,om at hade sig selv, om at lide for Læren osv.: behøver man ikke at være synderlig skarpsynet for at kunne see, naar man lægger det nye Testamente ved Siden af Mynsters Prædiken.

Forsaavidt derimod ved »Forkyndelse«nærmest tænkes paa, hvorvidt nu Forkynderens Liv udtrykker det, han siger (og dette er vel at mærke christeligt det Afgjørende, hvorved Christendommen just har villet sikkre sig mod at faae charakterløse Docenter i Stedet for Vidner) – at da BiskopMynsters Christendoms-Forkyndelse ikke var i Charakter, at han udenfor de stille Timer ikkevar i Charakter, ikke engang af den hans Prædiken, der dog, som sagt, sammenholdt med det nye Testamente har slaaet betydeligt af paa det Christelige: dette behøver man atter ikke at være synderlig skarpsynet for at kunne see, hvis man ellers ved at høre og læse ham har behørigt Kjendskab til hans Prædiken; i 1848og efter den Tid blev det til at see selv for blinde Beundrere, hvis de have behørigt Kjendskab til hans Prædiken, for at kunne vide, hvad denne, hvad de stille Timer foranledige En til at vente.

Saaledes var, naar man lægger det nye Testamente ved Siden, Biskop MynstersChristendoms-Forkyndelse en, især for et Sandhedsvidne, mislig Christendoms Forkyndelse. Men da var der, mente jeg, det Sande hos ham, at han, hvad jeg holder mig fuldt forvisset om, var villig til at tilstaae for Gud og sig selv, at han ingenlunde, ingenlunde var et Sandhedsvidne – just denne Tilstaaelse var i mine Tanker det Sande.

Men skal Biskop Mynster fra Prædikestolen fremstilles, canoniseres som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner: saa maa der gjøres Indsigelse. Den Berlingske Tidende (den officielle Tidende, ligesom vel Prof. Martensener den officielle Prædikant) er, som jeg seer, af den Mening, at Prof. Martensen (der med paafaldende Hasten kommer Begravelsen og saa ogsaa Monumentet i Forkjøbet) ved denne Tale har fra Prædikestolen reist den Afdøde et skjønt og værdigt Monument; jeg vilde foretrække at sige: et Prof. Martensen selv værdigt Monument. Men i ethvert Tilfælde Monumenter kan man ikke ignorere, derfor maa der gjøres Indsigelse, hvad saa maaskee endog kunde bidrage til at gjøre Monumentet (for Prof. Martensen) varigere.

Biskop Mynster et Sandhedsvidne! Du som læser dette, Du veed vel, hvad der christeligt forstaaes ved et Sandhedsvidne*);

---

*)

Dog maaskee er dette ved BiskopMynsters mangeaarige Christendoms-Forkyndelse bragt i Glemsel. Thi ogsaa dette er, og en capital Mislighed ved hans Forkyndelse, ikke det, | at han selv varEmbedsmand, – christeligt trækker dette fra – Forkyndelsen, hans egen glimrende, paa Nydelser rige, Carriere, nei, ikke det, men det, at han vilde autorisere den Art Forkyndelse til den sande christelige, og derved, i Fortielse, gjøre den sande christelige (den af lidende Sandhedsvidner) til en Overdrivelse, i Stedet for omvendt, at gjøre Christendommen den Tilstaaelse, at den Forkyndelse, han repræsenterede, er Noget, som maa ved Aflad og Indulgens indrømmes os almindelige Mennesker, Noget, vi almindelige Mennesker hjælpe os med, fordi vi ere for selviske, for verdslige, for sandselige til at due til mere, Noget, som vi almindelige Mennesker hjælpe os med, og som saaledes forstaaet, saa ingenlunde – alle falske Reformatorer til Trods! – skal indbildsk og opblæst vrages, tvertimod respecteres.

men lad mig dog erindre Dig derom, | at dertil fordres ubetinget det at lide for Læren. Og naar der skærpende siges: et af »de rette« Sandhedsvidner, saa maa altsaa Ordet tages i strengeste Forstand. Lad mig da med nogle faa Træk forsøge at antyde, hvad derved maa forstaaes, for at gjøre Dig det nærværende.

Et Sandhedsvidne, det er en Mand, hvis Liv fra først til sidst er ukjendt med Alt, hvad der hedder Nydelse – o, og hvad enten Meget eller Lidet forundtes Dig, Du veed, hvor godt det gjør, det man kalder Nydelse; men hans Liv var fra først til sidst ukjendt med Alt hvad der hedder Nydelse, derimod fra først til sidst indviet i Alt, hvad der hedder Lidelse – ak, og blev Du end fritagen for de langvarige, de qvalfuldere Lidelser, Du veed det dog af egen Erfaring, hvorledes et Menneske ømmer sig i det, man kalder Lidelse! Men deri var hans Liv fra først til sidst indviet, i hvad der vel endog sjeldnere tales om blandt Mennesker, fordi det sjeldnere forekommer, i Inderlighedens Kampe, i Frygt og Bæven, i Skælven, i Anfægtelser, i Sjels-Angester, i Aands-Qvaler; og saa dertil forsøgt i alle de Lidelser, som der almindeligere tales om i Verden. Et Sandhedsvidne, det er en Mand, der i Armod vidner for Sandhed, i Armod, i Ringhed og Fornedrelse, saa miskjendt, forhadt, afskyet, saa bespottet, forhaanet, udgriint – det daglige Brød har han maaskee ikke altid havt, saa fattig var han, men Forfølgelsens daglige Brød fik han rigeligt hver Dag; for ham var der aldrigAvancement og Befordring uden omvendt, ned efter Skridt for Skridt. Et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, det er en Mand, der bliver hudflettet, mishandlet, slæbt fra det ene Fængsel i det andet, og saa tilsidst – sidste Avancement, hvorved han optages i første Classe af den christelige Rangforordning, blandt de rette Sandhedsvidner – saa tilsidst – thi det er jo et af de rette Sandhedsvidner, Prof.Martensen taler om – saa tilsidst korsfæsteteller halshugget eller brændt eller stegt paa en Rist, hans afsjelede Legeme af Rakkeren henslængt paa et afsides Sted ubegravet – saaledes begraves et Sandhedsvidne! – eller brændt til Aske og henkastet for alle Vinde, at ethvert Spor af dette »Udskud«, som Apostelen siger han er bleven, maatte udslettes.

Dette er et Sandhedsvidne, hans Liv og Levnet, hans Død og Begravelse – og BiskopMynster, siger Prof. Martensen, var et af de rette Sandhedsvidner.

Er det Sandhed? Er det at tale saaledes, er det maaskee ogsaa at vidne for Sandhed, og Prof.Martensen ved denne Tale selv traadt i Charakter af Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner? Sandeligen, der er det, som er Christendommen og Christendommens Væsen mere imod end ethvert Kjetteri, ethvert Schisma, mere imod end alle Kjetterier og Schismaer tilsammen, og det er det: at lege Christendom. Men det er – aldeles, aldeles i samme Forstand, som Barnet leger Soldat – at lege Christendom: at tage Farerne bort (christeligt svarer »Vidne« og »Fare« til hinanden), istedetfor disse at anbringe Magten (til at være Fare for Andre), Goderne, Fordelene, en yppig Nydelse selv af de fineste Raffinements – og saa at lege den Leg, at BiskopMynster var Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, lege den saa frygtelig alvorligt, at man da slet ikke kan standse Legen, men leger den fort ind i Himlen, leger BiskopMynster med ind i den hellige Kjæde af Sandhedsvidner, som fra Apostlenes Dage strækker sig til vore Tider.

Efterskrift <

Efterskrift

Denne Artikel har, som man vil see af dens Dato, ligget nogen Tid.

Saa længe der var Spørgsmaal om Besættelsen af Sjællands Bispestol, mente jeg at burde lade Professor Martensen offenligen uomtalt, da han jo, hvad enten han | nu blev Biskop eller ikke, i ethvert Tilfælde var en Candidat til denne Plads, og formodenligt ønskede, at der, saalænge det stod paa, saavidt muligt Intet passerede, ham betræffende.

Med Prof. Martensens Udnævnelse til Biskop faldt dette Hensyn bort. Men da nu engang Artiklen ikke kunde komme og derfor ikke var kommen strax, tænkte jeg som saa: der er jo ingen Grund til at haste. Desuden fremkaldte Biskop Martensens Udnævnelse Angreb paa ham fra andre Sider og af en ganske anden Art: dette Angreb vilde jeg høist unødigt træffe sammen med; jeg ventede da, jeg mente: der er, som sagt, slet ingen Grund til at haste og der tabes slet Intet ved at vente. Muligt vil endog Nogen finde, at der er vundet Noget, finde en dybere Betydning i, at Indsigelsen kommer med en saadan Langsomhed.

I Efteraaret 1854.

*
*       *

Men Indsigelse maa der gjøres mod dette, at Biskop Mynster skulde have været et Sandhedsvidne.

Biskop Mynster kan tilnærmelsesvis siges at have baaret en hel Slægt – det er derfor en Vanskelighed, som grændser til det Umulige, at bringe Klarhed ind i vore forvirrede religieuse Forhold og Begreber, saalænge der ikke falder en sandere Belysning over Sandheden af Biskop Mynsters Christendoms Forkyndelse, hvad i Grunden ogsaa skyldes mig; thi Biskop Mynster, just Biskop Mynstervar, om man saa vil, mit Livs Ulykke, ikke endda det, at han ikke var et Sandhedsvidne (den Sag havde ikke været saa farlig) men det, at han foruden al anden Fordel, som han, efter største Maalestok, drog af at forkynde Christendom, ogsaa medtog den Nydelse, ved at declamere i stille Timer om Søndagen og ved verdslig-klogt at dække sig om Mandagen, at foranledige det Skin, at han var et Charaktermenneske, en Mand af Grundsætninger, en Mand, der staaer fast, naar Alt vakler, en Mand, der ikke svigter, naar Alle svigte osv. osv., medens Sandheden var, at han var i høi Grad verdslig klog, men svag, nydelsessyg og kun stor som Declamator – og mit Livs Ulykke, om man saa vil (hvad dog i en meget høi Forstand vedStyrelsens Kjærlighed blev til Gode for mig, blev min Lykke) min Ulykke var, at jeg, af en afdød Fader opdragen ved »Mynsters Prædiken«, ogsaa, af Pietet mod den afdøde Fader, honorerede denne falske Vexel i Stedet for at protestere den.

Han er nu død – Gud være lovet, at det kunde holdes hen, saalænge han levede! Det blev naaet, hvad jeg rigtignok mod Slutningen var nær ved at fortvivle om, men det blev dog naaet, hvad der var min Tanke, mit Ønske,hvad jeg ogsaa kan huske engang for mange Aar siden at have sagt til gamle Grundtvig: Biskop Mynster skal først leve ud, begraves med fuld Musik – det blev naaet, han blev jo, om jeg saa tør sige, begravet med fuld Musik.Til Monumentet for ham er der vel ogsaa nu omtrent indkommet hvad der vil indkomme.

Saa kan der ikke længer ties, Indsigelsen maa komme, ved sin Langsomhed kun desto alvorligere, Indsigelsen mod fra Prædikestolen, altsaa for Gud, at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne; thi usandt er det, men saaledes forkyndt bliver det en himmelraabende Usandhed.

I December 1854.

Öieblikket nr 10

|I

Det, jeg kalder Øienforblindelse.

──────────

Dette bestaaer i, at hvad der seer ud, som tjente det et Høiere, det Uendelige, Ideen, Gud, at Det dog ved et nærmere Eftersyn viser sig at tjene det Endelige, det Lave, Profiten. Og det var heri Biskop Mynster praktiserede med Mesterskabets Virtuositet.

Lad mig, for at tage et Exempel, erindre om Noget, som dog endnu ikke kan være glemt, og som oplyser, hvad jeg mener, og hvor de tvende Biskopper den afdøde og den nulevende,Mynster og Martensen, ere Personerne.

Da Martensen nogle Aar havde været Professor, begyndte der i Kjøbenhavn at tales om, atProf. Martensen følte en Trang til, foruden sin Virksomhed ved Universitetet, tillige at forkynde Ordet for Menigheden.

Skjønt! Martensen er Professor, har, menneskelig talt, gjort Lykke – nu vel, denne Trang tiltillige at forkynde Ordet for Menigheden, den vil han holde reen, fremmed for enhver Bestemmelse af det Endelige, af timelig Løn og Deslige; thi det er en virkelig religieus Trang i ham. Og Sagen er jo let bragt istand; han beder blot, naar han føler Trangen, en af Byens Præster at indrømme ham sin Prædikestol: enhver Præst vil gjøre det med Fornøielse.

Hvis Martensen havde gjort det saaledes: saa sandt som jeg hedder Søren Kierkegaard, det havde ikke fundet Naade for Biskop Mynsters Øine. Med sin fine Næse havde Biskop Mynsterstrax lugtet: et Men|neske, der i den Forstand har Trang er ikke af mine Folk; og mig som Kirke-Styrer er den Art Trang i inderste Hjerte imod; hvorvidt en saadan Trang kan føre et Menneske er umuligt at beregne. Saaledes var Biskop Mynster, det kan Ingen bedre vide end jeg, som veed det deraf, at Biskop Mynster vistnok anslog det som en stor Naade (hans Fjender vare tilbøilige til at forstaae det som Frygt) han viste mig, ved endog blot at tolere[re] mig, end sige – noget ganske Overordentligt! – ved at holde en Klat af mig. Thi min hele Tilværelse var ham i høieste Grad imod, bøiedes aldeles ikke efter det eneste af ham faktisk om Mandagen anerkjendte christelige Paradigma, den fuldkommengjorte Christendoms Paradigma, atenhver Stræben for det Uendelige er maalbar for endelig Løn og Fordeel, hvad en herskelysten Mand ogsaa gjør rigtigst i at anerkjende som eneste Paradigma; thi hvad der bøies efter det, er saare let, kun alt for let at magte og kudske.

Men tilbage til Prof. Martensens Trang. Hvad om denne Trang tilfredsstilledes ved at blive: Hof-Prædikant? Das ist was Anders! Det er 400rd for 12 Prædikener, og derved tillige en Udsigt til Bispestolen gjort sandsynligere, som ellers blev meget tvivlsom. Forresten kan der naturligviis i den Stilling ikke være mere Tale om at samle Menighed om sig, end hvis han quaProfessor havde valgt en bestemt Kirke, og (hvad der havde været uendelig let at opnaae)benyttet Prædikestolen hver 6te Søndag.

Altsaa: Hof-Prædikant; 400rd for | 12 Prædikener; Bispestolens Muliggjørelse: nu var det efter Biskop Mynsters Hoved, nu kunde han paa enhver Maade forstaae og billige og sympathisere med denne Trang, finde det smukt med den Trang, Martensen føler til ogsaa at forkynde Ordet for Menigheden. Roligt spillede den herskelystne Kirke-Styrer om Aftenen sinanimerede L'hombre, var Oprømtheden selv; thi af den Sort Trang som denne Martensenske har man ingen Bevægelse at befrygte, tværtimod er den just det Rigtige for at qvæle Aand.

Altsaa, i Texten: en religieus Trang; og Noten: Hof-Prædikant, 400rd, Udsigt til Bispestolen. Dog den godmodige Befolkning mærker Intet, den er rørt ved denne religieuse Trang; »hvor det er smukt, at Martensen føler en saadan religieus Trang, hvilken Tillid maa man ikke have til en Mand, der føler en saa dyb Trang til at forkynde Ordet.« Dette er Øienforblindelse.

Og paa Øienforblindelse var hele Biskop Mynsters Kirke-Styrelse indrettet; hans Virtuositet i Tvetydighed var blevet hans anden Natur.

I en Række af Aar tog han med en beundringsværdig Virtuositet en Samtid, christeligt, ved Næsen, en Samtid, der saa taknemligt vil reise ham et Monument formodentlig i Egen|skab afhvad Martensen har ladet ham avancere til: Sandhedsvidne, et af de rette, en af den hellige Kjæde, Martensen, der lige saa godt som jeg veed, at Biskop Mynsters Hemmelighed varEpicuræerens, Hedonikerens, »den Nydelsessyges«: apres nous le deluge – ja, det veed han lige saa godt som jeg, skulde han ville negte det, skal jeg komme hans Hukommelse til Hjælp.

II <

|II

»Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre?« (Joh: 5,44.)

──────────

Her er atter Dødsdommen over al officiel Christendom!

Dette uhyre Luftcastel: en christen Verden, christne Stater, Riger, Lande; denne Legen med Millioner Christne, som gjensidigt anerkjende hinanden i Middelmaadighed, men dog alle ere Troende: dette Hele er hvilende paa en Grundvold, som ifølge Christi egne Ord gjør det at troe umuligt.

Det nye Testamentes Christendom er at elske Gud i et Modsætnings-Forhold til Menneskerat lide af Menneskene, for sin Tro, for Læren at lide af Menneskene. Kun det er at troe; at tage Ære af hverandre gjør at troe umuligt.

Som jeg siger: Christendommen er slet ikke til. Den Art Lidenskab, der hører til for i den fuldkomneste Udsondring, i et Modsætnings-Forhold til Menneskene at have ene med Gud at gjøre (og kun dette forstaaer Christus ved at troe, hvorfor han ogsaa i Modsætning til det »at tage Ære af Mennesker«, v. 41, eller at tage Ære af hverandre taler om »at søge den Ære, som er af den eneste Gud« v. 44) den Art Lidenskab forekommer slet ikke mere. Den Sort Mennesker, som nu leve, kunne slet ikke taale noget saa Stærkt som det nye TestamentesChristendom (de ville døe deraf eller gaae fra Forstanden) aldeles i samme Forstand som Børn| ikke kan taale stærke Drikke, hvorfor man laver lidt Limonade til dem – og officiel Christendom er Limonade-Piank for den Art Væsener, som nu kaldes Mennesker, er det Stærkeste de kan taale; og dette Piank kalde de saa i deres Sprog Christendom, ligesom jo Børn kalde deres Limonade Viin.

I »Christenhed« gaaer Christendommen, det at være Christen efter dette Paradigma: den og den Mand, det er en herlig Mand, en sand Troens Mand: han bør være Ridder .... aah, det er for lidt for en saa udmærket Troens Mand: han bør være Commandeur o: s: v: o: s: v: Og til Grund for Ridderen, Commandeuren, Consistorialraaden, Conferentsraadens velsignelsesrige Virksomhed lægges bestandigt det nye Testamente, hvori staaer: hvorledes kunne I troe, I som tage Ære af hverandre? Det er, Christenheden gjør, fra Slægt til Slægt, fra Aarhundrede til Aarhundrede det Kunststykke at declinere mensa efter domus.

Derfor vil jeg hellere end med den yderste Tusindedeel af Neglen paa min lille Finger at deeltage i officiel Christendom, uendeligt hellere vil jeg deeltage i følgende Alvor. Man kjøber en Fane i Isenboden; den udfoldes; med stor Høitidelighed træder jeg hen til den, oprækker de tre Fingre og sværger til Fanen. Costumeret med Trekantethat, Patrontaske, Sabel (Alt fra Isenboden) bestiger jeg derpaa en Kjephest, for, sluttet til de Andre, at gjøre et Indhug paa Fjenden, med Foragt for Dødsfaren, hvori jeg synligt styrter mig, med Alvor som Den, der veed, hvad det betyder at have svoret til Fanen. Oprigtigt talt jeg er ingen Ven af at deeltage i den Sort Alvor; men naar galt skal være dog uendeligt hellere end at deeltage i den officielle Christendoms i Søndags-Gudsdyrkelsens, de Eedfæstedes Alvor. Det Første er dog kun at gjøre Nar af sig selv, det Sidste er at gjøre Nar af Gud.

III <

|III

Hvad Gjensvaret svarer.

──────────

Der er skrevet Folianter og Folianter for at vise og vise, hvorpaa man skal kjende hvad der er sand Christendom.

Dette lader sig gjøre paa en langt simplere Maade.

Tilværelsen er: akustisk. Agt blot paa, hvad Gjensvaret svarer, og Du skal strax vide, hvilket der er hvilket.

Naar da En forkynder Christendom i denne Verden saaledes, at Gjensvaret svarer »herlige, dybe, alvorsfulde Christen, Du bør ophøies i Fyrstestanden o: s: v:«: saa viid dette betyder, at hans Christendoms Forkyndelse er, christeligt, en nedrig Løgn. Det er ikke ubetinget vist, atEn, der gaaer med Bøilen om Benet, er en Forbryder, thi man har Exempler paa, at den borgerlige Øvrighed har dømt en Uskyldig; men det er evig vist, at Den, som – ved at forkynde Christendom! – vinder alt Jordisk, han er en Løgner, en Bedrager, han har paa eet eller andet Punkt forfalsket den Lære, der af Gud er lagt saaledes an, i et saadant stridende Forhold til denne Verden, at det er umuligt, evigt umuligt, sandt at forkynde hvad Christendom i Sandhed er uden at komme til at lide i denne Verden, forskudt af | den, forhadt, forbandet.

Naar En forkynder Christendom saaledes, at Gjensvaret svarer »han er gal«: saa viid, dette betyder, at der er betydelige Momenter af sand Christendom i hans Forkyndelse, men uden at den dog er det nye Testamentes Christendom. Han maa have truffet Punktet; men formodentlig trykker hverken hans mundtlige Forkyndelse eller hans Forkyndelse ved sin Leven stærkt nok, saa han, christeligt, glider for let over, hans Forkyndelse dog ikke er det nye Testamentes Christendom.

Men naar En forkynder Christendom saaledes, at Gjensvaret svarer »bort af Jorden med det Menneske, han fortjener ikke at leve«: saa viid, dette er det nye Testamentes Christendom.

Der staaer aldeles uforandret som i vor Herres Jesu Christi Tid Livsstraf paa at forkynde hvad Christendom i Sandhed er, at den er, hadende sig selv at elske Gud, hadende sig selv at hade alt Det, hvori et Menneske har sit Liv, alt Det, der for ham er Livet, Det, for hvis Skyld han, selvisk, vil have Gud til Hjælp for at faae det, eller for at trøstes over, at han ikke faaer deteller over Tabet af det – der staaer aldeles uforandret Livsstraf paa at forkynde det iCharakteer. At forkynde det i Charakteer; thi hvis Forkynderen ⌊ikke er i Charakteer af hvad han siger, vel endog⌋, hvad jo i vore Tider ansees for det langt Større, spiller den Objektive, saa hans Liv udtrykker lige det Modsatte, saa faae vi Former af det Interessante, som | aldrig reise Forfølgelse; tvertimod, al Charakteerløshed behager denne Verden.

Men »Christenheds« Fortjeneste er: ved Hjælp af Læren om at Christendommen er perfectibel at have gjort Christendommen om til Verdslighed. Herved falder naturligviis Forfølgelse bort, thi det er jo utænkeligt at Verdslighed skulde forfølge Verdslighed. Dette var den første Løgn: at gjøre Christendom om til Verdslighed. Den anden Løgn er saa: at Verden nu er blevet tolerant, har gjort et Fremskridt, at der ikke mere finder Forfølgelse Sted – der er nemlig ikke Noget at forfølge.

Ja, Christendommen er perfectibel! Og det gaaer bestandigt fremad! Christendommen kom ind i Verden og fandt denne fortabt i Verdslighed og jordisk Higen og Stræben. Christendommen lærte saa: Forsagelse. Men, siger Christenhed, Christendommen erperfectibel, herved kan vi ikke blive staaende, Forsagelse er et Moment; vi maae gaae videre – til: Profiten leve! Hvor raffineret! Hedenskabet var Verdslighed før Forsagelse, Christenheds Verdslighed er med Paastand paa at være: høiere end Forsagelsen, som er en Eensidighed.

IV <

|IV

At »Christenheds« Forbrydelse er at sammenligne med det, uberettiget at ville tilvende sig en Arv.

──────────

En Mand døer, og indsætter En til Arving af hele sin Formue – men der er en Betingelse, Noget som fordres af Arvingen; og dette behager Arvingen ikke. Hvad gjør han saa? Han bemægtiger sig den efterladte Formue – thi han er jo Arvingen, siger han; og giver Forpligtelsen en god Dag.

Dette er, hvad Enhver veed, Uredelighed; det er Løgn, at han udenvidere er Arving til Formuen, han er det kun under Vilkaar af at overtage Forpligtelsen, ellers er han ikke mere Arvingen end et hvilketsomhelst andet Menneske.

Saaledes med »Christenhed«. Christendommen er en Gave, om Du saa vil, ved Testament efter Verdens Frelser bestemt for Menneskeheden. Men der er en Forpligtelse; med Hensyn til Christendommen er Forholdet dette: Gaven og Forpligtelsen svare aldeles ligeligt til hinanden, i samme Grad som Christendommen er Gave er den ogsaa Forpligtelse.

»Christenheds« Gavtyvestreeg er nu at tage Gaven – og give Forpligtelsen en god Dag, | at ville være Arving til Gaven, men uden at overtage Forpligtelsen, er at ville give det Udseende af, at Menneskeheden jo er Arvingen, hvem Verdens Frelser selv har indsat til Arving, medensSandheden er, at kun under Iagttagelse af Forpligtelsen er Menneskeheden, eller rettere (thi netop fordi der er en Forpligtelse, kan et saadant Abstraktum som »Menneskehed« kun høist uegentlig kaldes Arvingen) hver Enkelt i Menneskeheden Arving.

Dog hykkelsk som Alt med »Christenhed« er, har man givet det Udseende af, at Christenhed jo ogsaa holdt paa, at Christendom er en Forpligtelse – man maa være døbt. Ah! Det er ellers atgjøre det forbistret kort af med Forpligtelsen! En Sjat Vand over det spæde Barns Hoved i den treenige Guds Navn: det er Forpligtelsen!

Nei, Forpligtelsen er: Jesu Christi Efterfølgelse.

Dog skal den med, og skal Gave og Forpligtelse staae i lige Forhold til hinanden, lige saa meget Forpligtelse som Gave: saa betakker »Menneskeheden« sig for Christendommen, saa er der ikke Andet for, saa maa der gribes til Falsk – og saa har Du »Christenhed«, hvis Forbrydelse er uberettiget at ville tilvende sig en Arv.

V <

|V

Naar er »Øieblikket«?

──────────

Øieblikket er, naar Manden er der, den rette Mand, Øieblikkets Mand.

Dette er en Hemmelighed, som evigt vil blive skjult for al verdslig Klogskab, Alt, hvad der kun er til en vis Grad.

Den verdslige Klogskab stirrer og stirrer paa Begivenheder og Omstændigheder, regner og regner, menende, at den skulde kunne destillere Øieblikket ud af Omstændighederne, saa selv blive Magt ved Hjælp af Øieblikket, dette det Eviges Gjennembrud, forynges, hvad den høiligt trænger til, ved Hjælp af det Ny.

Men forgjeves; det lykkedes og vil i al Evighed aldrig lykkes Klogskaben med dette Surrogat, saa lidet, lige saa lidet som det lykkes ved alle Toilettes Kunster at tilveiebringe: Natur-Skjønhed.

Nei, kun naar Manden er der, og naar han vover som der skal voves (hvilket just verdslig Klogskab og Middelmaadighed vil undgaae), saa er Øieblikket – og Øieblikkets Mand lystre saa Omstændighederne. Dersom der ikke kommer noget Andet ind i Spillet end verdslig Klogskab og Middelmaadighed, saa kommer Øieblikket aldrig. Det kan blive ved i 100,000 og MillionerAar, bestandigt det Samme: det seer maaskee ud som maatte det nu snart komme; men saa længe det kun er | verdslig Klogskab, Middelmaadighed o: D:, kommer Øieblikket ikke, saa lidet som en Ufrugtbar avler Børn.

Men naar den rette Mand kommer, ja, saa er Øieblikket. Thi Øieblikket er just Det, som ikke ligger i Omstændighederne, det Nye, Evighedens Islæt – men i samme Nu magter det i den Grad Omstændighederne, at det skuffende (beregnet paa at holde verdslig Klogskab og Middelmaadighed for Nar) seer ud, som fremgik Øieblikket af Omstændighederne.

Der er Intet, som verdslig Klogskab æggesygt er saa forhippet paa, som paa Øieblikket, hvad gav den ikke for at kunne regne rigtigt! Dog er ingen vissere udelukket fra nogensinde at gribe Øieblikket end just verdslig Klogskab. Thi Øieblikket er Himlens Gave til – saaledes vilde en Hedning sige – til den Lykkelige og Dristige, men en Christen siger: til den Troende. Ja, dette af verdslig Klogskab saa dybt Foragtede eller høist med laante Talemaader søndagshøitideligt udpyntede, dette at troe, det og kun det forholder sig som Mulighed til Øieblikket. VerdsligKlogskab er evig udelukket, foragtet og afskyet som den er i Himlen mere end alle Laster og Forbrydelser; thi den er i sit Væsen af Alt meest tilhørende denne usle Verden, og meest af Alt fjernt fra at have med Himlen og det Evige at gjøre!

VI <

|VI

Min Opgave.

──────────

»Jeg kalder mig ikke en Christen, siger ikke mig selv at være en Christen.« Det er dette jeg bestandigt maa gjentage, hvad Enhver, der vil forstaae min, ganske særlige Opgave, maa øve sig i at kunne fastholde.

Ja, jeg veed det nok, det lyder næsten som et Slags Galskab i denne christne Verden, hvorAlle og Enhver er Christen, hvor det at være Christen er Noget, som da naturligviis Enhver er:at der En siger om sig selv: jeg kalder mig ikke en Christen; og En, hvem Christendommen i den Grad beskjeftiger, som den beskjeftiger mig.

Men anderledes kan det ikke være; det Sandere maa altid tage sig ud som en Art Galskab – i Vrøvlets Verden; og at det er en Vrøvlets Verden, hvori jeg lever, at den er det blandt andet ogsaa just ved dette Vrøvl, at saadan udenvidere Enhver er Christen: det er vistnok.

Dog forandre mit Udsagn, hverken kan, vil eller tør jeg – ellers vilde der maaskee ogsaa indtræde en anden Forandring: at den Magt, en Almagt er det, som særligen bruger min Afmagt, slog Haanden af mig og lod mig seile i min egen Sø. Nei, forandre mit Udsagn hverken kan, vil eller tør jeg; jeg kan ikke tjene disse Legioner af næringsdrivende Gavtyve, jeg mener Præsterne, som ved at forfalske Bestemmelsen Christen have, for Næringsbrugets Skyld, faaet Millioner og Millioner Christne: jeg er ikke en Christen – og uheldigviis, jeg kan gjøre det aabenbart, at de Andre ere det heller ikke, ja, endnu mindre end jeg; thi de indbilde sig at være det, eller de tillyve sig at være det, eller de (som Præsterne) indbilde Andre, at de ere det, hvorved Præste-Næringsveien bliver florerende.

Det Synspunkt jeg har at udvise og udviser, er | af en saadan Eiendommelighed, at jeg i Christenhedens 1800 Aar ganske bogstavelig intet Analogt, intet Tilsvarende har at holde mig til. Ogsaa saaledes – lige over for 1800 Aar – staaer jeg ganske bogstavelig ene.*)

---

*)

Anm. Forsaavidt jeg har gjort en criticerende Bemærkning i Forhold til »Apostelen«, da er herved Følgende at observere. 1) Jeg er fuldkommen i min Ret; thi Apostelen er kun et Menneske. Og min Opgave fordrer at forfølges indtil det Yderste; findes der i Apostelens Forkyndelse end det Mindste, der kunde forholde sig til, hvad der i Aarhundredernes Løb er blevet det al sand Christendom fortærende Sophistiske: saa maa jeg gjøre Anskriget, at ikke Sophisterne udenvidere beraabe sig paa Apostelen. 2) Er det af stor Vigtighed især for Protestantismen, for at bøde paa den uhyre Forvirring, Luther har afstedkommet ved at vende Forholdet om og egentlig criticere Christus ved Paulus, Mesteren ved Discipelen. Jeg derimod har ikke | criticeret Apostelen, som var jeg selv Noget, jeg der ikke engang er en Christen; det jeg har gjort er: at holde Christi Forkyndelse ved Siden af Apostelens. 3) Eet er intellectuelt at kunne gjøre en dialektisk sand Bemærkning, noget Andet at ville forkleine, svække Apostelen, hvad jeg vistnok er saa langtfra som Nogen.

Den eneste Analogie jeg har for mig er: Socrates; min Opgave er en socratisk Opgave, at revidere Bestemmelsen af det at være Christen: selv kalder jeg mig ikke en Christen (holdende Idealet frit), men jeg kan gjøre aabenbart, at de Andre ere det endnu mindre.

Du Oldtidens ædle Eenfoldige, Du det eneste Menneske, jeg beundrende anerkjender somTænker: det er kun Lidt, der er opbevaret om Dig, blandt Mennesker den eneste sande Intellectualitetens Martyr, lige saa stor qua Charakteer som qua Tænker; men dette Lidet hvor uendelig Meget! Hvor jeg, bort fra disse Batailloner af Tænkere, som »Christenhed« stiller i Marken under Navn af christelige Tænkere – thi ellers har der dog i Aarhundredernes Løb levet i Christenhed nogle ganske enkelte betydelige Tænkere – kan længes efter blot en halv Time | at kunne tale med Dig!

Det er i et Dyb af Sophistik »Christenhed« ligger, langt, langt værre end da Sophisterne florerede i Grækenland. Disse Legioner Præster og christelige Docenter, de ere alle Sophister, ernærende sig – her er jo ifølge Oldtiden Sophistens Charakteristiske – af at bilde Dem, somIntet forstaae, Noget ind og saa at gjøre dette Menneske-Tal til Instantsen for, hvad Sandhed, hvad Christendom er.

Men jeg kalder mig ikke en Christen. At dette er meget generende for Sophisterne, forstaaer jeg meget godt, forstaaer meget godt, at de langt hellere saae, at jeg med Pauker og Trompeter forkyndte mig selv at være den eneste sande Christen, forstaaer ogsaa meget godt, at man forsøger, usandt, at fremstille min Optræden saaledes. Men man narrer mig ikke! I en vis Forstand er jeg saare let at narre; jeg er næsten blevet narret i ethvert Forhold hvori jeg har været – men saa har det været, fordi jeg selv har villet det. Naar jeg ikke selv vil: er der i min Samtid Ingen, som narrer mig, et afgjort Politie-Talent, som jeg er.

Altsaa man narrer mig ikke: jeg kalder mig ikke en Christen. I en vis Forstand synes det saalet nok at blive mig qvit; thi de Andre ere jo saa alle ganske anderledes Karle, de ere sande Christne. Ja, ja, saaledes synes det. Men det er ikke saaledes; thi just fordi jeg ikke kalder mig en Christen, er det umuligt at blive mig qvit, mig, der saa har den forbistrede Egenskab, at jeg, just ogsaa ved Hjælp af at jeg kalder mig ikke en Christen, kan gjøre | det aabenbart, at de Andre ere det endnu mindre.

O, Socrates! Havde Du med Pauker og Trompeter forkyndt Dig som den meest Vidende,vare Sophisterne snart blevne færdige med Dig. Nei, Du var den Uvidende; men Du havde tillige den forbistrede Egenskab, at Du(just ogsaa ved Hjælp af, at Du selv var den Uvidende) kunde gjøre aabenbart, at de Andre vare endnu mindre Vidende end Du, de vidste ikke engang, at de vare Uvidende.

Men som det gik Dig (efter hvad Du siger i Dit »Forsvar«, som Du ironisk nok har kaldet den grusomste Satire over en Samtid) at Du derved paadrog Dig mange Fjender, ved at gjøre detaabenbart, at de vare Uvidende; og som man paaduttede Dig, at Du selv maatte være, hvad Du kunde vise, at de Andre ikke vare, og derfor i Misundelse fattede Nag til Dig: saaledes er det ogsaa gaaet mig. Det har reist Forbittrelse mod mig, at jeg kan gjøre aabenbart, at de Andre ere endnu mindre Christne end jeg, som dog er saa meget forholdende mig til Christendom, at jeg sandt seer og vedgaaer, at jeg ikke er en Christen. Og man vil paanøde mig, at dette, at jeg ikke er en Christen, kun er en skjult Form for Hovmod, at jeg vel maa være, hvad jeg kan vise de Andre ikke ere. Men dette er en Misforstaaelse, det er aldeles sandt: jeg er ikke en Christen; og det er en overilet Slutning, at fordi jeg kan vise, at de Andre ikke ere Christne, at jeg derfor selv maa være det, lige saa overilet som af, at En er fE ½ Qvarteer høiere end Andre strax at slutteergo er han 6 Alen.|

*       *

|Min Opgave er at revidere Bestemmelsen: Christen. Der lever kun eet eneste Menneske, som har Forudsætninger til at kunne levere en virkelig Kritik over min Arbeiden: det er mig selv. Der var derfor noget Sandt i, hvad allerede for en Deel Aar siden nuværende ProvstKofoed-Hansen sagde til mig i Anledning af at han havde paatænkt at levere en Critik over Afsluttende Efterskrift, at han, ved at læse den i Afsluttende Efterskrift indeholdte Critik over den tidligere Forfatter-Virksomhed, opgav at ville criticere, hvor Forfatteren var den Eneste, der kunde præstere en virkelig Critik. Nei, der er i Samtiden ikke en Eneste, som har Forudsætninger til at kunne levere en Critik over min Arbeiden. Den Eneste, der leilighedsviis har sagt et sandere Ord om min Betydning, er Prof. R. Nielsen; men dette Sande har han haft fra privat Samtale med mig.

Naar nu saa competente Instantser som fE Dhr. Israel Levin, Davidsen, Siesby, ⌊eller saa modnede Aander som Redakteur Bille⌋, eller saa uomtaagede Tænkere som Grüne, eller saa aabne Charakterer som Anonymer o: s: v: – naar alt Sligt skal, og lige over for en saa vel underrettet Domstol som Publikum, bedømme en saadan Eiendommelighed: følger det af sig selv, at det maa blive til – ja til hvad det er blevet til, hvad der kun smerter mig paa det lille Folks Vegne, der ved saadant Forhold virkelig gjøres latterligt qua Folk.

Men selv om een eller anden dog adskilligt bedre Underrettet paatager sig at ville sige Noget om mig | og min Opgave: det bliver egentligen ikke til Andet, end at han, efter et flygtigt Blik paa Mit, nu i en Fart finder eet eller andet Tidligere, hvilket han erklærer for at være Tilsvarende.

Paa den Maade bliver det alligevel ikke til Noget. Hvad et Menneske med mit Otium, min Flid, mine Evner, min Dannelse (hvad jo Biskop Mynster har givet mig Attest for paa Prent) har anvendt ikke blot 14 Aar men i Grunden hele sit Liv paa, det Eneste han har levet og aandet for: at saa een eller anden Præst, høist en Professor, ikke skulde behøve mere end et flygtigt Blik for at kunne vurdere det, er dog en Taabelighed. Og at hvad der i den Grad har været særligt mærket, at det strax har haft Stemplet »den Enkelte – jeg er ikke en Christen«, hvad ganske vist ikke er forekommet i Christenhedens 1800 Aar, hvor Alt er stemplet »Menighed, Samfund – jeg er en sand Christen«: at saa een eller anden Præst, høist en Professor, strax skulde finde en Analogie hertil, er ogsaa en Taabelighed; ved et omhyggeligere Eftersyn vilde han netop opdage, at det er en Umulighed. Men det er det man ikke finder Umagen værd, man foretrækker et flygtigt Blik paa Mit og et lige saa flygtigt paa det Tidligere, og saa har man strax Analogier nok for Mit, hvad Publikum strax kan forstaae.

Dog er det som jeg siger: der er i Christenhedens 1800 Aar aldeles intet Tilsvarende, intet Analogt til min Opgave; det er i »Christenhed« før|ste Gang.

Det veed jeg, veed ogsaa, hvad det har kostet, hvad jeg har lidt, hvilket dog kan udtrykkes ved eet eneste Ord: jeg var aldrig som Andre. O, i Ungdommens Dage af alle Qvaler rædsomste, intensiveste: ikke at være som Andre, aldrig at leve nogen Dag uden smerteligt at mindes om, at man ikke er som Andre, aldrig at kunne løbe med i Flokken, Ungdommens Lyst og Glæde, aldrig frit at kunne give sig hen, altid, saasnart man vilde vove det, smerteligt mindet om Lænken, Særskilthedens Afsondring, der, indtil Fortvivlelse smerteligt, skiller En fra Alt hvad der hedder menneskelig Liv og Munterhed og Glæde. Sandt, man kan ved de frygteligste Anstrengelser stræbe at skjule over, hvad man i den Alder forstaaer som sin Vanære, at man ikke er som de Andre; det kan maaskee til en vis Grad lykkes: men Qvalen er dog alligevel i Hjertet; og det er dog kun til en vis Grad, saa en eneste Uforsigtighed kan hævne sig frygteligt.

Med Aarene forvindes saa vistnok denne Smerte mere og mere; thi alt som man mere og mere bliver Aand, smerter det ikke, at man ikke er som Andre, Aand er just: ikke at være som Andre.

Og saa kommer da maaskee endelig et Øieblik, hvor den Magt, som saaledes engang har – ja,saa | syntes det stundom – næsten mishandlet En, forklarer sig og siger: »har Du Noget at beklage Dig over, synes det Dig, at jeg, i Sammenligning med hvad der gjøres for andre Mennesker, har forfordelet Dig, om jeg end – af Kjerlighed – har maattet forbittre Dig Din Barndom, baade Din tidligere og sildigere Ungdom, synes [det] Dig, at jeg har narret Dig ved hvad Du fik i Stedet?« Og dertil kan saa kun Svaret blive »nei, nei, uendelige Kjerlighed«, medens dog vistnok Menneskenes Mængde i høieste Grad vilde betakke sig for Det, jeg paa en saa qvalfuld Maade er blevet.

I saadanne Qvaler som mine opdrages nemlig et Menneske til at kunne bære at være en Offret; og den uendelige Naade, der vistes og vises mig, er at være udseet til at være en Offret, at være udseet dertil, ja, og saa Eet endnu, under Almagtens og Kjerlighedens samvirkende Indflydelse at være udviklet til at kunne fastholde, at dette er den høieste Grad af Naade, som Kjerlighedens Gud kan vise mod Nogen, derfor kun mod de Elskede.

Min kjere Læser, Du seer, det gaaer ikke løs paa Profiten; det bliver først Tilfældet efter min Død, naar de eedfæstede Næringsdrivende ville tage ogsaa mit Liv til Indtægt for Saltmads-Tønden.

Christendommen ligger saa høit, at Det, | den forstaaer ved Naade, er hvad alle Profane(procul, o procul este profani) ville af Alt meest betakke sig for. Løgne-Præsterne eller Præsterne faae Naaden forvandlet til Aflad; Naaden bestaaer i, at Mennesket har, ganske ligefrem, Profitaf Gud, og Præsten Profit af Menneskene, hvem han indbilder dette, indbydende dem medChristi Ord »kommer hid Alle«, hvilke Ords sande Betydning er, at Indbydelsen unegteligt er til Alle, men at det, naar det kommer til Stykket, og det skal staae fast, hvad det er Christus indbyder dem til (i Efterfølgelse at blive en Offret) og dette ikke gjøres om til Noget, som behager Alle: saa vil det vise sig, som i Samtidigheden med Christus, at Alle af Alt meest betakke sig for dette, og at kun ganske undtagelsesviis en ganske sjelden Enkelt følger Indbydelsen, og af disse Enkelte atter kun en ganske Enkelt følger Indbydelsen saaledes, at han fastholder, at det er uendelig, en ubeskrivelig Naade, der vises ham: at offres. En ubeskrivelig Naade; thi det er den eneste Maade, paa hvilken Gud kan elske et Menneske og være elsket af et Menneske; men det er jo en uendelig Naade, at Gud vil det og vil tillade det. Saa blæse være med, at der, for en Forsigtigheds Skyld, for at fjerne alt Profant, er anbragt som Mellem|bestemmelse: at blive offret. Og det vilde ogsaa næsten være væmmeligt, lummert, qvalmt, benauende, at det at være elsket af Gud og at turde elske ham, skulde, aandløst, fæisk, belæmres med, at man havde Profit deraf!

──────────

Du menige Mand! Det nye Testamentes Christendom er noget uendelig Høit, men vel at mærke ikke saaledes det Høie, at det forholder sig til Forskjellen mellem Menneske og Menneske i Henseende til Begavethed o: D:. Nei, det er for Alle. Enhver, ubetinget Enhver – hvis han ubetinget vil, vil ubetinget hade sig selv, vil ubetinget finde sig i Alt, lide Alt (og det kan jo Enhver, hvis han vil): saa er dette uendelig Høie tilgængeligt for ham.

Du menige Mand! Jeg har ikke afsondret mit Liv fra Dit; Du veed det, jeg har levet paa Gaden, er kjendt af Alle; videre, jeg er ikke blevet til Noget, tilhører ingen Stands Egoisme: saa hvis jeg tilhører Nogen, maatte jeg tilhøre Dig, Du menige Mand, Du som dog engang, forlokket af En, der, tjenende Dine Penge, affecterede at ville Dit Vel, har været villig nok til at finde mig og min Tilværelse latterlig, Du som dog | mindst af Alle har Grund til at være utaalmodig over eller burde være uskjønsom ved, at jeg er med, hvad de Fornemmere snarere have haft Grund til, fordi jeg ikke afgjort har sluttet mig til dem, men kun holdt en løs Forbindelse med dem.

Du menige Mand! Jeg dølger det ikke for Dig, at efter mine Begreber er det at være Christen noget saa uendelig Høit, at der (hvad baade Christi Liv bekræfter, naar man agter paa hans Samtid, og hvad hans Forkyndelse, naar man tager den nøie, antyder) bestandigt kun ere Enkelte, som naaer det: dog er det muligt for Alle. Men Eet besværger jeg Dig for Gud i Himlens Skyld og ved Alt hvad Helligt er, flye Præsterne, flye dem, disse Afskyelige, hvis Næringsvei er at forhindre Dig i endog blot at blive opmærksom paa hvad sand Christendom er, og derved at forvandle Dig, omtaaget af Galimathias og Sandsebedrag, til hvad de forstaae ved en sand Christen, et betalende Medlem af Statskirke, Folkekirke o: D:. Flye dem; kun at Du da passer paa at betale dem villigt og prompt hvad Penge de skal have. Med hvem man foragter, maa man da for ingen Priis have Penge-Mellemværende, at det maaskee skulde hedde, det var for at | slippe for at betale, at man flyede dem. Nei, betal dem dobbelt, at Din Uenighed med dem ret kan blive tydelig: at Det, der beskjeftiger dem, slet ikke beskjeftigerDig, Pengene; og at derimod Det, der ikke beskjeftiger dem, beskjeftiger Dig uendeligt, Christendommen.

VII <

|VII

Smaae-Bemærkninger.

──────────

 1 

Præsternes Gudsdyrkelse.

Dan et ganske vilkaarligt Exempel, for desto tydeligere at see Sandheden!

Lad os antage, at Guds Villie var, at vi Mennesker ikke maatte tage i Dyrehaven.

Dette kunde naturligviis »Mennesket« ikke indlade sig paa. Hvad vilde saa skee? Det vilde skee, at »Præsterne« udfandt, at naar man fE velsignede den firstolede Holstensvogn og slog Korsets Tegn over Hestene: saa blev det at tage i Dyrehaven Gud velbehageligt.

Følgen vilde altsaa blive, at der aldeles uforandret blev taget lige saa meget i Dyrehaven som nu, kun at det nu var blevet lidt dyrere, kostede maaskee 5rd mere for Standspersoner, 5rd til Præsten, og 4 ß for Fattigfolk. Men saa vilde Dyrehavstourene ogsaa have det Tryllerie: tillige at være Gudsdyrkelse.

Maaskee hittede Præsterne ogsaa paa selv at gjøre Forretning som Heste- og Vogn-Udleiere, saa naar det skulde være Gud rigtigt velbehageligt, at man tog i Dyrehaven, maatte Vognen være leiet hos Præsterne, maaskee en Præst være med, maaskee endog – saa blev det Gud ganske særdeles velbehageligt – en Præst være: Kudsk, maaskee endog – saa blev | det i aller allerhøieste Grad Gud velbehageligt – en Biskop være Kudsken. Men at naae dette det aller allerhøieste Maximum af Gud Velbehagelighed vilde være saa dyrt, at den Art Gudsdyrkelse kun kunde være forbeholdt Dem, der ogsaa ifølge den fuldkommengjorte Christendom (thi det nye Testamente har, som bekjendt, en anden Opfattelse) ere de Eneste, der have Raad til fuldkomment at tækkes Gud: Millionairer.

 2 

Præsten – Skuespilleren.

Skuespilleren er en ærlig Mand, som ligefrem siger: jeg er en Skuespiller.

Det fik man aldrig en Præst til at sige, for ingen, ingen Priis.

Nei, »Præsten«, han er jo lige det Modsatte af en Skuespiller, han jo endog aldelesinteresseløst (da han veed, det ikke angaaer ham) opkaster og besvarer det Spørgsmaal, om en Skuespiller kan begraves i christen Jord. Det falder ham aldeles ikke ind – Mester-Stykke af scenisk Kunst, hvis det ikke er Dumhed – at han jo er medinteresseret i dette Spørgsmaals Afgjørelse, ja, at selv om det afgjordes i faveur af Skuespilleren, det dog altid kunde blive tvivlsomt, om det er forsvarligt, at Præsten begraves i – christen Jord.

| 3 

»Præsten« som Skjermbræt.

Som i Handels-Verdenen En har en Compagnon, noget nær en fingeret Størrelse en reen Form – men, naar der er Tale om at handle maaskee lidt uegennyttigt, lidt skaansomt, ikke at være altfor egoistisk, ja, saa hedder det: »min gode Mand, vær forvisset, jeg for mit Vedkommende, jeg vilde med Fornøielse tjene Dem, jeg er blød om Hjertet; men min Compagnon, det kan der aldeles ikke tænkes paa at bevæge ham.« Det Hele er naturligviis en Gavtyvestreeg, beregnet paa at kunne være saa sneverhjertet saa kræmmerbesjelet, som muligt, og dog tillige give sig Skin af at være noget ganske Andet .... hvis man blot ikke havde den Compagnon.

Som man i det praktiske Liv har en Hustrue – og naar der da kommer en Anledning, hvor det sømmede sig for En at handle lidt modigt, behjertet, man da siger: »ja, mine Venner, værer forvissede, hvad mig angaaer, jeg har Hjertet paa rette Sted, var villig nok; men min Kone, det kan aldeles ikke hjælpe mig at ville tænke paa Sligt.« Naturligviis er det Hele en Gavtyvestreeg, hvorved man vil naae paa eengang at være en Cujon og nyde Fordelen deraf i Livet, og tillige at være en behjertet Karl .... hvis man blot ikke var saa uheldig at have den Kone.

|Saaledes betyder »Præstens« Tilværelse at betrygge Samfundet Hykleriet. »Vi har intet Ansvar, vi ere Menige; vi holde os til Præsten, som jo har aflagt Eed.« Eller, »vi tør ikke bedømme Præsten, vi har at holde os til hvad han siger, han den Guds Mand, som har aflagt Eed paa det nye Testamente.« Eller, »vi vare villige nok til at forsage Alt, hvis dette fordres; men om det fordres, tør vi ikke paatage os at afgjøre, vi ere kun Lægfolk, Præsten den Autoritet, vi ikke tør unddrage os, og han siger: det er en Overdrivelse.« o: s: v:.

Al »Menneskets« Kløgt stræber hen til Eet: at kunne leve uden Ansvar. Præstens Betydning for Samfundet burde være at gjøre Alt for at gjøre hvert Menneske evigt ansvarligt for hver Time han lever, end det Mindste han foretager sig; thi dette er Christendom. Men hansBetydning for Samfundet er: at betrygge Hykleriet, idet Samfundet skyder Ansvaret fra sig over paa »Præsten«.

 4 

Hedenskab – »Christenheds« Christendom.

Forskjellen er som mellem den Snaps, en Dranker drikker udenvidere, og den han drikker til– Beløn[n]ing for Afholdenhed: det Sidste uendelig værre end det Første, thi det er Raffinement; det Første er, ærligt, Uafholdenhed, det Sidste er, raffineret, tillige Afholdenhed.

| 5 

Frygtelige Forhold!

Forholdet er ikke dette, at for hver Een, der i Sandhed har villet Sandhed, (hvoraf Følgen blev, at han blev et Offer) lever der 100,000 Sandselige, Verdsligsindede, Middelmaadige. Nei, Forholdet er: for hver Een, der i Sandhed har villet Sandhed, lever der – gys! – lever der 1000 Præster, som med Familie ernære sig af at forhindre de Sandselige, de Letsindige, de Verdsligsindede, de Middelmaadiges uhyre Mængde i at faae et sandere Indtryk af hiin Ene, der i Sandhed vilde Sandhed.

 6 

Hjertelighed – Hjerteløshed.

Folk, der selv have Hjertet i Halsen, paa Læberne, i Buxerne, kort ethvert andet Sted end paa rette Sted, forskylde ganske naturligt at sigte Den for Hjerteløshed, just Den, der har Hjertet paa rette Sted.

Efter nemlig forgjeves at have søgt hans Hjerte paa ethvert af de dem bekjendte Steder for Hjertet, forvisses de om, at han intet Hjerte har; han har det nemlig paa rette Sted, og der falder det dem ikke ind at søge det.

| 7 

Den raffinerede Nederdrægtighed.

sees i en vis Forstand ikke i Verden, just Det hører med som sættende Kronen paa, at den seer ud som lige det Modsatte.

Det hvad der i Verden sees og seet stemples som Afskyeligt, Nederdrægtigt kan være frygteligt nok; men det forslaaer kun lidet mod det Raffinerede, der – raffineret – gjælder for lige det Modsatte af Nederdrægtighed. Det er hermed som med hvad man kalder: himmelraabende Synd; den meest himmelraabende Synd er just den, der – raffineret – veed at give sig Udseende af Hellighed, saa den da mindst af alle kan siges at raabe til Himlen, hvad den dog, i en anden Forstand, just derfor gjør, ved Hykleriets Lydløshed mere himmelraabende end det Himmelraabende.

Lad mig danne et Exempel.

Der lever i en By en Fremmed; han eier ikkun eet, men meget stort Penge-Papir. Dog Ingen i Byen kjender det Papir, saa det for dem er = 0, og selvfølgeligt Ingen af dem vil give ham Noget for det Papir.

Da kommer der en Mand, en Fremmed fE, som meget godt kjender det Papir, til | ham en Dag og siger: »jeg er Deres Ven, vil, som det sømmer sig for en Ven, hjælpe Dem ud af DeresForlegenhed, jeg byder Dem« – og nu byder han ham dets halve Værd. See, dette er raffineret!Det er beregnet paa at see ud som Venskab og Hengivenhed, der maa blive beundret og priset af Indvaanerne i hiin By, og paa samme Tid at snyde for 50 pct. Men det sees ikke,Indvaanerne i hiin By kunne jo ikke see det, de seer tværtimod det ganske ualmindeligtHøimodige o: D:

Som i Penge-Forhold saa i Aands-Forhold.

En kan være stillet saaledes i en Samtid, at af de Mange Ingen har nogen Forestilling om, hvo han er, hans Værd, hans Betydning. Deri er der da selvfølgeligt Intet at opholde sig over, at de Mange ansee det Hele med ham for Nul und Nichts.

Da kommer der til ham en Mand, som veed hans virkelige Værd, og siger til ham: »jeg er Deres Ven, jeg vil vidne for Dem« – og derpaa giver han ham offentligen kun Halvdelen af den Anerkjendelse, han veed tilkommer ham. Dette er raffineret, beregnet paa at gjælde i deMedlevendes Øine som sjelden, sjelden opoffrende Uegennyttighed, sjeldent Mod og Begeistring, der lod den Miskjendte vederfares Ret, og dog at udsætte sig det mindst Mulige, hvorved han gjør den Miskjendte den størst mulige |Skade, idet han skaffer ham en ny, en endnu større Vanskelighed end den at blive aldeles misforstaaet: en halv Anerkjendelse. Men Dette sees ikke; de Samtidige kunne jo ikke see Andet end den Raffineredes ædle, uegennyttige, modige Begeistring.

 8 

»Det er for Eftermandens Skyld.«

Maaskee gjør jeg dog Præsterne Uret. Sandt nok, naar man seer, hvor bestemt de staae paa deres Ret, fordre hver en Skilling, dem tilkommer, omtrent, ligesom Jurister, ikke gjøre et Skridt, uden at det betales: saa fristes man til at give deres Forsikkringer om, at det Jordiske slet ikke beskjeftiger dem, en god Dag.

Men maaskee er det mig, der feiler, mig, der, upraktisk som jeg er, har overseet Noget, der aldeles forandrer Sagen. Naar saaledes Biskop Martensen andrager paa at faae 600 Tdr. Byg istedetfor 300, saa er det maaskee mig, der her overseer Noget, at det nemlig ingenlunde er,fordi sligt Jordisk beskjeftiger en saadan hellig Mand, men at hans Hellighed gjør det – for Eftermandens Skyld, fordi det er hans Helligheds Pligt mod |Eftermanden, der saa igjen gjør det Samme – for hans Hellighed Eftermandens Skyld. Ja, det er noget Andet! Saa er det jo endog en ædel Handling – for Eftermandens Skyld!

Nu forstaaer jeg Biskop Martensen, finder hans Andragende i Overeensstemmelse med hvad jeg veed af hans egen Mund – saa det altsaa er vist – og hvad jeg ikke tager i Betænkning at indvie Andre i, da det tjener til hans Forherligelse: at det var ene og alene Pligtfølelse, der bestemte ham til at kunne ville modtage Valget som Biskop. I Sandhed just en saadan Mand var det, vi behøvede paa Sjellands Bispestol – det er vist.

Altsaa, det er for Eftermandens Skyld, ene og alene for Eftermandens Skyld, af Pligtfølelse mod Eftermanden, saa hvis fE Biskop Martensen traf sammen med den Forandring, at der ikke blev nogen Eftermand mere, saa vilde han strax frafalde sit Andragende, eller, hvis det allerede var bevilget, strax give Afkald paa de 300 Tdr Byg – thi det var jo ikke for hans egen Skyld han androg derpaa, ingenlunde, det var for Eftermandens Skyld. Eller hvis der var en Cultus-Minister, som, i Betragtning af, at det jo ene og alene var for Eftermandens | Skyld,resolverede, at de 600 Tdr. Byg bevilgedes, men saaledes at de 300 stadigt lagdes op til Eftermanden (thi det var jo ene for Eftermandens Skyld) eller at Tillæget (300 Tdr.) førstbegyndte med Eftermandens Tiltrædelse: saa vilde Biskop Martensen takke denne Cultus-Minister, som hjalp til, fra Biskoppen at fjerne enhver mulig Mistanke om, at det dog maaskee ogsaa, maaskee »tillige« var for hans egen Skyld, ja, at han var meget godt fornøiet, naar det blot var vist, at han fik de 600 Tdr, hvordan det saa siden gik Eftermanden.

9

Convent-Øl.

Det var et af de Punkter, hvori jeg var saa lykkelig – mig kjere Erindring! – at være fuldkommen enig med afdøde Biskop Mynster. Ogsaa han ansaae Convent-Præstationerne for tyndt Øl.

Det er derfor med en vis Tilfredsstillelse, at jeg for ganske kort Tid siden tilfældigviis seer i en Bog, hvad jeg virkelig ikke havde vidst før, at tyndt Øl hedder: Convent-Øl. Dersom BiskopMynster muligen ikke havde vidst det, det vilde have glædet ham at faae det at vide.

| 10 

Den høiere Viisdom i, at der er en Formand og en Eftermand.

──────────

Alt det Forkeerte – er Formandens Skyld.

Al Eftertragten af det Jordiske – er for Eftermandens Skyld.

Paa den Maade gaaer man ved Hjælp af at have en Formand og en Eftermand fornøielig gjennem Livet og er tillige Sandhedsvidne. Gud hjælpe Den, som ingen Formand og ingen Eftermand har; for ham bliver Livet i Sandhed, hvad det efter Christendommens Villie skal være: en Examen, hvor der ikke kan snydes.

Öieblikket nr 9

Altsaa saaledes staaer Sagen

Den 31 Mai 1855

Den ene Part er et Menneske, der ved sin mangeaarige Forfatter-Virksomhed, sin hele Tilværelse som offentlig Personlighed afgiver Betryggelsen (Garantien) for at være som ikke Mange, maaskee som ingen Anden her i Landet, berettiget til at tale med om, hvad Christendom er.

Den anden Part er Geistligheden, som først var ordriig nok, saa længe det gjaldt om dette Nemme at benytte den Omstændighed, at en Afdød maatte omtales, til at hidse Fruentimmer og Børn ved Grav-Declamationer; men som derpaa, da Sagen blev Alvor, paa Prent iagttog den dybeste Taushed, men er – med Sandhedsvidners Mod! – i Skjulthed maaskee desto snaksommere.

Angrebet paa mig – til Bedste for »Sandhedsvidnerne«, hvis Taushed, fortjent, derved ret stilles til Skue – besørges saa af »Kjøbenhavnsposten« og »Flyveposten«; og er den dræbende Spidse (Pointe) i dette Angreb, at jeg hedder: Søren.

Der mangler nu blot Eet, at ogsaa Sandhedsvidnet Biskop Martensen – hvis der skulde blive et nyt Hurlumhei, saa Biskoppen, »ligesom Drengene Nytaarsaften, kunde mene at see sit Snit« – skriver en Artikel imod mig, hvori Pointen er, at jeg hedder Søren: saa maa jeg segne,ligge | under for denne Sandhedens Magt, jeg forgjeves vil søge at modstaae; thi sandt er det, jeg hedder Søren.

Du min elskede, afdøde Fader, at Du saaledes skulde blive min Ulykke! Jeg har, i Ideen seet, seiret, som sjeldent noget enkelt Menneske; jeg har fortjent det: men jeg hedder Søren.

Dog jeg skal vel – ja, o Gud, »glad og taknemlig!« – finde mig deri, finde mig i Afmagtens Arrigskab. Noget Andet er, om det danske Folk er tjent med, at der saaledes arbeides for at gjøre det som Folk latterligt, latterligt i enhver anden Nations Øine, der blev vidende om, at det skal være et Folk, hvor det eneste Argument der bruges mod Aand er, at Manden hedder:Søren.

*     *
*

Saa gjentager jeg: »dette skal siges: ved (hvis Du ellers deeltager) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse, som den nu er, har Du bestandigt een, og en stor Skyld mindre.«Hvo Du end er, see Dig for, Du kommer ikke vel an i Evigheden, hvis Du ikke tager det alvorligere med Religionens Sag, end at Du vil lade Øienforblendelse være Din Gudsdyrkelse, og deeltage i at holde Gud for Nar. Religion har man dog vel ikke for dette Livs Skyld, for at komme lykkelig og vel gjennem dette Liv, men for det andet Livs Skyld; i denne anden Verden ligger Religionens Alvor. Og fra denne anden Verden lyder det Guds Ord til Dig som til mig:»faer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte.« Nei, han lader sig ikke spotte, evigt taaler han ikke, hvad han ikke almægtigt vil forhindre at kunne skee i Tiden, at man under Navn af Gudsdyrkelse faaer lige det Modsatte ud af hvad Christendom er i det nye Testamente. Og at det er skeet, langsomt snigende, gjennem Aarhundrederne kan undskylde men ikke hjælpe Dig. Lad Dig da for | Alt ikke bedaare af Præsterne; tro Du mig, eller see blot et Øieblik, uhildet, i det nye Testamente, og Du vil see, at Christendommen ikke er kommet ind i Verden for,betryggende Præsten en blomstrende og fornøielig Næringsvei, at berolige Dig i Din naturlige Tilstand, men at den, i Forsagelse af Alt, kom ind i Verden for ved Evighedens Rædsler at rive Dig ud af den Ro, hvori Du, naturligt, er.

*     *
*

I hvad hidtil er skeet, er der kun Eet, som bringer mig til at gyse; og jeg gyser atter, idet jeg betænker, hvad jeg veed, at jeg ikke engang vil blive forstaaet, naar jeg taler derom.

Dette, som bringer mig til at gyse, er Følgende. Medens mit Liv – om end svagt, i Sammenligning med de Herliges, der have levet – dog udtrykker det, i Bekymring for sin Sjels Frelse at kæmpe for Evigheden: staaer jeg omgiven af en Samtid, der høist i Egenskab af Publikum interesserer sig for denne Sag. I en flygtig Stemning lader man sig maaskee gribe af hvad jeg siger; i næste Øieblik bedømmer man det æsthetisk; i næste Øieblik læser man hvad der skrives mod mig; saa er man nysgjerrig efter Udfaldet o. s. v. o. s. v.: kort man er: Publikum. Og Ingen, Ingen af dem falder det ind, at de jo ved at være Mennesker ere lige Vilkaar undergivne med mig, at ogsaa dem venter et Evighedens Regnskab, og at Eet er vist, at Evigheden lukker sig for Alt, hvad der i dette Liv kun vilde være Publikum, »ligesom de Andre«. See, dette bringer mig til at gyse, at disse Mennesker leve i den Forestilling, at det er mig, der er i Fare, medens jeg dog forsaavidt, evigt forstaaet, er langt mindre i Fare end De, at jeg kæmper dog for Evigheden. Og jeg gyser atter, naar jeg betænker, at dette foregaaer i Christenhed, | at disse Samtidige altsaa ere et Samfund af Christne, der har 1000 paa det nye Testamente eedfæstede Lærere – og at saa Sandheden er, at disse Mennesker ingen Anelse have om, hvad Christendom er. Dette er gyseligt; det er gyseligt for mig, i den Grad at faae Ret i hvad jeg siger, hvad jeg siger om, at Christendommen slet ikke er til, og i hvad jeg siger om hvordan det hænger sammen med »Sandhedsvidnernes« Forkyndelse af Christendom.

At Idealerne skulle forkyndes – ellers er Christendommen i dybeste Grund forfalsket <

|At Idealerne skulle forkyndes – ellers er Christendommen i dybeste Grund forfalsket

Tag et andet Forhold. Der er et Ord, som lyder: det er en daarlig Soldat, der ikke haaber at blive General.

Saaledes skal det være; hvis der skal være Liv, Begeistring i en Armee, bør dette Ord besjele Alle: en daarlig Soldat, som ikke haaber at blive General.

Noget Andet er, hvad Erfaring fra Slægt til Slægt lærer, at af Soldaternes uhyre Masse blive kun Faa endog blot Underofficierer, meget Faa Lieutenanter, undtagelsesviis nogle EnkelteStabsofficierer, aldeles sjeldent endog som Undtagelse En der blev: General.

Vend nu Forholdet om; man gaaer ud fra hvad Erfaringen lærer, hvad fra Slægt til Slægt sandes og sandes – og derpaa taler man saaledes: »taabeligt af en Soldat at indbilde sig at blive General; vær Du fornøiet med at være hvad Du er, ligesom vi Andre, fornøiet med, hvad Erfaringen lærer, at bestandigt de Tusinde kun drive det til.« Er dette ikke at demoralisere Armeen?

Saaledes christeligt. Istedetfor at forkynde Idealerne, anbringer man hvad Erfaringen lærer, hvad alle Aarhundreders | Erfaring har lært, at Millionerne drive det kun til Middelmaadighed.

Saa anbringer man Christendommen: beroligende.

Nederdrægtige Præste-Løgn, men som betaler sig, at anbringe Christendommenberoligende, istedetfor at den er i dybeste Grund opvækkende, uroligende! Man anbringer den beroligende: »at stræbe efter Idealerne er en Taabelighed, en Daarskab, en Galskab, er Hovmod, Indbildskhed« (altsaa hvad Gud imodstaaer); »Middelveien er den sande Viisdom. Vær Du rolig, Du er fuldkommen lige som Millionerne; og alle Aarhundreders Erfaring har lært, at længer driver man det ikke! Vær Du rolig, Du er som de Andre, bliver salig ligesom alle de Andre« – en Euphemisme for: Du farer til Helvede ligesom alle de Andre; men dette Sande vilde ikke skaffe Præsterne Penge, det Første betales brillant.

Lever der saa en Enkelt, som ikke vil nøies med, ikke beroliges ved den Art Salighed: da vender hele Massen, commanderet af Meenederne, sig mod ham, erklærer ham for en Egoist, en rædsom Egoist, at han ikke vil være som de Andre.

Det nye Testamente faaer dog altid Ret; thi denne Enkelte kommer ganske rigtigt ind i de sande christelige Collisioner: at hades af Menneskene, fordi han vil – være Christen, kun at disse Mennesker ere costumerede som og titulerede Christne, og anførte af – hvor høitideligt! – Lærere, der have aflagt Eed paa det nye Testamente.

Paa den Maade har man demoraliseret Christenhed, ved at gjøre lige det Modsatte af at forkynde Idealerne.

Dog hvad hjælper det, hvad hjælper det, at man, assisteret af Præste-Løgn, faaer dette Liv gjort let og be|qvemt? Evigheden narrer man ikke. Og saa stift som Menneske-Slægten staaer paa Sit, at straffe, endog med Livs-Straf, det ikke at ville være som de Andre: saa urokket fastholder Evigheden Sit, med evig Fortabelse at straffe det at berolige sig ved at være som de Andre.

En Dosis Livslede <

|En Dosis Livslede

Som Mennesket – naturligt – ønsker hvad der kan nære og oplive Livslysten: saaledes behøver Den, som skal leve for det Evige, stadigt en Dosis Livslede, for ikke at blive forgabet i denne Verden, men meget mere ret lære at væmmes og kjedes og ækles ved denne usle Verdens Daarskab og Løgn. Her en saadan Dosis.

Gud-Mennesket forraades, forhaanes, forlades af Alle, Alle, Alle, ikke een Eneste, ganske bogstaveligt ikke een Eneste bliver ham tro – og saa bagefter, bagefter, bagefter er der Millioner, som paa deres Knæe have valfartet til de Steder, hvor for mange hundrede Aar siden hans Fod maaskee satte et Spor; bagefter, bagefter, bagefter have Millioner tilbedet en Splint af det Kors, paa hvilket han blev korsfæstet!

Og saaledes er det altid, forholdsviis, i Samtidighed; men bagefter, bagefter, bagefter!

Maa man saa ikke væmmes ved det at være Menneske!

Endnu engang, maa man ikke væmmes ved det at være Menneske! Thi disse Millioner, der paa Knæe valfartede til hans Grav, denne Menneske-Trængsel, som ingen Magt formaaede at splitte ad: der behøves blot Eet, at Christus kom igjen – og alle disse Millioner vilde snart faae Fødder at gaae paa, for at smøre Haser, hele Trængselen være som | blæst bort, eller den vilde, som Masse, i opreist Stilling styrte ind paa Christus for at ihjelslaae ham.

*     *
*

Det Christus, det Apostelen, det ethvert Sandhedsvidne begjerer som det Eneste er: Efterfølgelse – det Eneste Menneske-Slægten ikke finder Behag i eller har Smag for.

Nei, tag Farerne bort – at vi kan komme til at lege: saa præsterer Menneske-Slægtens Batailloner (o, Væmmelse!) det Forbavsende i Efterabelse; istedetfor Christi Efterfølgelse træder saa (o, Væmmelse!) de hellige Abekattestreger – under Veiledning og Commando af (o, Væmmelse!) eedfæstede Præster, der gjøre Tjeneste som Sergeanter, Lieutenanter o. s. v.,ordinerede Mænd, der altsaa have en hellig Aands særdeles Bistand til denne Alvor.

Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! <

|Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde!

Dersom jeg ved dette Raad meente at skulle belære Slægten om, hvad den fremtidigen har at gjøre, maatte jeg rigtignok siges, og efter en uhyre Maalestok, at komme bagefter. Thi det er heri, at der nu med afgjort Held og seierrig Fremgang er praktiseret gjennem Aarhundreder.

Medens enhver høiere Opfattelse af Livet (saaledes endog det Bedre i Hedenskabet end sige Christendommen) seer Sagen paa den Maade, at Opgaven for Mennesket er at stræbe efter atvære i Slægtskab med Guddommen, og at denne Stræben gjør Livet vanskeligt, i samme Grad vanskeligere som der stræbes alvorligere, kraftigere, mere anstrenget: er i Tidernes Løb Menneske-Slægten bleven af andre Tanker om Livets Betydning og Opgaven. Kløgtig som Menneske-Slægten er, har den afluret Tilværelsen dens Hemmelighed, er kommet under Veir med, at hvis man vil have Livet gjort let (og det er just det man vil have), da er dette nemt gjort; man behøver blot mere og mere at ubetydeliggjøre sig selv, det at være Menneske: saa bliver Livet lettere og lettere. Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde!

Der var engang da »Qvinden« forholdt sig til sig selv i sin Forestilling om sin Følelse. Een Sorg var nok for at | afgjøre hendes Liv for hele Livet; den Elskedes Død eller hans Utroskab, det var nok, hun forstod det saa som Opgaven at være tabt for dette Liv, hvad naar det consequent skal gjennemføres giver lange, lange, indvortes Kampe og Anfægtelser, foranlediger mangt et smertefuldt Sammenstød med Omverdenen, kort gjør Livet vanskeligt. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Den Elskedes Død eller hans Utroskab bliver saa i det Høieste en lille Pause, omtrent som det paa et Bal at sidde en Dands over; en halv Time efter dandser Du med en ny Cavaleer – det vilde jo ogsaa være kjedeligt at dandse hele Natten med een Cavaleer; og hvad Evigheden angaaer, er det jo ret hensigtsmæssigt, at man veed, at der venter En flere Cavalerer. Seer Du; alle Vanskeligheder forsvinde, Livet bliver fornøieligt, oprømt, muntert, let, kort det er en herlig Verden at leve i, naar man blot veed at skikke sig rigtigt i den – ved at være Piat.

Der var engang da »Manden« forholdt sig til sig selv i en stor Forestilling om det at være: Charakteer. Man havde Grundsætninger, Grundsætninger som man for ingen Priis svigtede eller slap, ja, man lod hellere sit Liv, udsatte sig hellere hele Livet igjennem for enhver Mishandling end at give det Mindste efter i sine Grundsætninger, fordi man forstod, at det at give det Mindste efter i Forhold til Grundsætninger er at opgive dem, og det at opgive sine Grundsætninger at opgive sig selv. Herved blev Livet naturligviis idel Vanskelighed. Og derfor,hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Vær Piat, hav idag een Anskuelse, imorgen en anden, saa igjen den Du havde iforgaars, og saa igjen en ny paa Fredag; vær Piat, gjør Dig selv til Flere, eller ud|parcelleer Dit Selv, hav een Anskuelse anonymt en anden med Navn, een mundtligt en anden skriftligt, een som Embedsmand en anden som Privatmand, een som Din Kones Mand en anden i Klubben: og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde, Du skal see, Du vil (medens alle Charakteer-Mennesker, og i samme Grad mere som de mere vare Charakteer-Mennesker, have fundet og bevidnet, at denne Verden er en middelmaadig, en ussel, en jammerlig, en fordærvet, en ond Verden, kun beregnet paa Slyngler eller paa Piat), Du skal see, Du vil finde, at denne Verden er en herlig Verden, ganske som beregnet paa Dig!

Der var engang da »Mennesket« forholdt sig til sig selv i en uendelig Forestilling om det at være Christen, da han gjorde Alvor med det at afdøe, det at hade sig selv, det at lide for Læren, og nu fandt Livet saaledes vanskeligt, ja saaledes qvalfuldt, at selv de Haardføreste næsten segnede under disse Vanskeligheder, krympede sig som Orme, og selv de Ydmygste ikke vare langt fra at fortvivle. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Vær Piat; og vær saa enten selv Præst, Provst, Biskop, der – i Kraft af hellig Eed paa det nye Testamente – een Gang om Ugen i tre Qvarteer piatter noget Høit, men forresten giver alt Høiere en god Dag, eller vær selv Lægmand, der i tre Qvarteer opløftes af det Høie, som Præsten i tre Qvarteer piatter, men forresten giver alt Høiere en god Dag: og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Forfalsk saa i dybeste Grund Guds eller Christendommens Betragtning af dette Liv, lad det være Dig Kjendet paa, at Veien er den rette,den Gud velbehagelige, at den (lige stik mod Guds Ord) er let – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde, denne Verden bliver en herlig Verden, herligere og behageligere og lettere | med hvert Aarhundrede der leves paa den Maade. Og vær ganske ugeneret, troe mig, der er Ingen Du behøver at undsee Dig for, hele Compagniet er af samme Bonitet, Lovtalen derfor Dig beredt, Lovtalen over Din Klogskab, Lovtalen af de Andre, der ved at holde Lovtale over Dig – hvor klogt beregnet! – holde Lovtale over sig selv, og som derfor kun da vilde fordømme Dig, hvis Du ikke var: som de Andre.

At Præsterne ere Menneske-Ædere, og paa den afskyeligste Maade. <

|At Præsterne ere Menneske-Ædere, og paa den afskyeligste Maade.

Hvad man forstaaer ved Menneske-Ædere, veed vel Enhver, er jo sagt med Ordet. Man gyser ved at læse eller høre om dette Frygtelige, at der lever Vilde, som slaae deres Fjender ihjel for at æde dem. Man gyser, man er tilbøielig til at fragaae Slægtskabet med den Sort Væsener, at de ere Mennesker.

Jeg skal nu vise, at Præsterne ere Menneske-Ædere og paa en langt afskyeligere Maade.

Hvad er det nye Testamentes Christendom? Den er den lidende Sandhed. I denne middelmaadige, jammerlige, syndige, onde, ugudelige Verden maa – det er Christendommens Lære – Sandheden lide; derfor er Christendommen den lidende Sandhed, fordi den er Sandhed og er i denne Verden.

For den leed derfor dens Stifter ikke blot Døden paa Korset, men hans hele Liv var fra Først til Sidst Lidelse; for den leed Apostelen; for den Sandhedsvidnet. Og kun Eet forlangte Frelseren, hvilket Samme efter ham atter Apostelen, Sandhedsvidnet forlangte som det Eneste: Efterfølgelse.

Men hvad gjør »Præsten«? Denne studerede Mand, han er da ikke gal. »At følge dem efter, det var ogsaa et | Forslag at gjøre en klog Mand; saa maatte der da først være foregaaet den Forandring med den kloge Mand, at han var bleven gal, inden det kunde falde ham ind at indlade sig paa Sligt. Nei, men lod det sig ikke gjøre at skildre disse Herliges Lidelser, at forkynde som Doctrin deres Lære, lod det sig ikke gjøre, og saaledes, at det kastede saa Betydeligt af sig, at en Mand, der ønsker at nyde Livet, kunde leve deraf, gifte sig derpaa, avle Børn, som ernæres derved?« Dette vil sige, er det ikke muligt at gjøre de Herlige i Penge, eller at æde dem, med Kone og Børn leve af at æde dem.

See, der har Du: Menneske-Æderne, at Præsterne ere Menneske-Ædere! I afdøde Herlige, dette er, i den Dyre-Verden, som man, a parte potiori, kalder Menneske-Verdenen, Eders Skjebne i Livet og efter Døden, at ædes: medens I leve, ædes I af Samtidighedens Utøi, tilsidst slaaer man Eder ihjel; og naar I da ere døde, saa tage de rette Menneske-Ædere fat, Præsterne, der leve af at æde Eder! Som der i Huusholdningerne i Slagter-Tiden nedsaltes Forraad for Vinteren, saaledes har »Præsten« de Herlige, som maatte lide for Sandhed, i Saltmads-Tønden. Forgjæves raaber han, den Afdøde: følg mig efter, følg mig efter! »Det var en god Snak« svarer Præsten, »nei, tie Du bare stille, og bliv hvor Du er; hvilket Nonsens, at forlange, jeg skulde følge Dig efter, jeg som jo just skal leve af at spise Dig, og ikke jeg alene, men min Kone og mine Børn; jeg skulde følge Dig efter, maaskee selv blive et Offer, istedetfor, ved at leve af Dig eller æde Dig, at gjøre den brillanteste Carriere, tjene Penge som Græs til mig og Kone og Børn, der, Du skulde blot see det, trives saa det er en Fornøielse at see dem.«

Dette er Menneske-Æderie, og er det: paa den afskyeligste Maade, hvilket jeg nu skal vise.|

|1) Canibalen er en Vild; »Præsten« en studeret, en dannet Mand, hvad der gjør det Afskyelige langt mere oprørende.

2) Canibalen æder sin Fjende. Anderledes »Præsten«. Dem, han æder, giver han sig Udseende af i høieste Grad at være hengiven. Præsten, just Præsten, han er hine Herliges meest hengivne Ven, »hør ham blot, hør, hvorledes han kan skildre deres Lidelser, foredrage deres Lære; fortjener han ikke en Sølv-Bordopsats, et Ridderkors, en heel Besætning af broderede Lænestole, et Par Tusind mere om Aaret, han denne herlige Mand, der, selv bevæget indtil Taarer, saaledes kan skildre de Herliges Lidelser.« See, saaledes er Canibalen ikke; han vedgaaer aabenlyst, at han er en Menneske-Æder, og han kalder sig ikke Dens Ven, han æder, men kalder ham sin Fjende og sig hans Fjende. Præsten derimod dølger det saa omhyggeligt som muligt, at han er en Menneske-Æder (som Crocodillen naar den ynksomst græder), dølger det ved at give sig Udseende af at være Dens meest Hengivne, Den, just Den han æder. Ved Eed forpligter »Præsten« sig paa det nye Testamente, altsaa til Efterfølgelse, til at følge Verdens Frelser efter – og saa giver han Efterfølgelsen en god Dag, men lever med Familie af (at æde ham) at skildre hans Lidelser, at foredrage hans Lære som Doctrin, givende sig Udseende af at være den Korsfæstedes sande, hengivne Discipel. »Du skulde hørt ham i Søndags; det er en sand Christi Discipel den Mand, saadan han kan skildre Christi Lidelser og vidne .... fortjener han ikke Fløiels Forstykke, og Stjerne og Tusinder om Aaret?«

3) Canibalen gjør det kort og godt af: vild farer han op, bemægtiger sig sin Fjende, slaaer ham ihjel, spiser lidt af ham. Saa er det forbi. Saa lever han igjen af sine | sædvanlige Næringsmidler, indtil atter Vildheden kommer paa ham mod hans Fjender.

Anderledes med »Præsten« som Menneske-Æder. Hans Menneske-Æderie er vel betænkt,snildt anlagt, beregnet paa ikke at have Andet at leve af for hele Livet, og at det man har at leve af skal kunne ernære en Mand med Familie saaledes, at det Aar for Aar kaster mere af sig. Hyggeligt er Præsten indrettet i sin landlige Bolig, ogsaa ved Udsigten til det vinkende Avancement; hans Hustrue Triveligheden selv, og hans Børn ikke mindre. Og alt Dette skyldes: de Herliges Lidelser, Frelseren, Apostelen, Sandhedsvidnet, det er Dette Præsten lever af, dem han æder, dem, med hvilke han i glad Livs-Nydelse mader sin Kone og sine Børn. Han har disse Herlige i Saltmads-Tønden. Deres Raab: følg mig efter, følg mig efter! er forgjeves. En Tid maa han maaskee værge sig mod dette Raab, at det ikke – i Forbindelse med Eeden, han har aflagt! – kommer til at gjøre et forstyrrende Indtryk paa hans hele Negotie; i Aarenes Løb bliver han saa hærdet mod dette Raab, at han slet ikke hører det mere. I Begyndelsen er det maaskee med en vis Undseelse, at han hører sig kaldet en sand Christi Discipel; i Aarenes Løb er han bleven saa vant til at høre det, at han selv troer, han er det. Saaledes døer han, saa grundfordærvet som det er muligt et Menneske kan blive det; og begraves saa som »Sandhedsvidne«.

Præsten ikke blot beviser Christendommens Sandhed, men han modbeviser den med det Samme. <

|Præsten ikke blot beviser Christendommens Sandhed, men han modbeviser den med det Samme.

Der gives kun eet Forhold til aabenbaret Sandhed: at troe.

At man troer, lader sig kun bevise paa een Maade: ved at være villig til at lide for sin Tro; og Graden af Ens Tro bevises kun ved Graden af Ens Villighed til at lide for sin Tro.

Paa den Maade kom Christendommen ind i Verden, betjent af Vidner, der vare villige til ubetinget at lide Alt for deres Tro, og virkelig ogsaa kom til at lide, at offre Liv og Blod for Troen.

Deres Troes Mod gjør saa sit Indtryk paa Menneske-Slægten, som foranlediges til følgende Slutning: Det, der kan begeistre Mennesket til saaledes at offre Alt, vove Liv og Blod, det maa dog være Sandhed.

Dette er Beviset, som førtes for Christendommens Sandhed.

Nu derimod er Præsten saa god at ville gjøre det til Næringsvei (men Næringsvei er dog vel lige det Modsatte af at lide, at offres, hvori Beviset ligger): at bevise Christendommens Sandhed deraf, at der har levet Mennesker, som have offret Alt, vovet Liv og Blod for Christendommen.|

|Altsaa Beviis og Modbeviis paa een Gang! Beviset for Christendommens Sandhed af, at man har vovet Alt for den, modbevises jo eller mistænkeliggjøres ved, at Præsten, som foredrager dette Beviis, gjør lige det Modsatte. Ved at see de Herlige, Sandhedsvidnerne, vove Alt for Christendommen, foranlediges man til den Slutning: Christendommen maa være Sandhed; ved at agte paa Præsten foranlediges man til den Slutning: Christendommen er nok ikke Sandheden, men Profiten er Sandheden.

Nei, det Beviis for at Noget er Sandhed af Villigheden til at lide for det, lader sig kun føre af En, der selv villigt lider for det. Præstens Beviis: at bevise Christendommens Sandhed deraf, at han tager Penge for, har Profit af, lever af, med Familie jævnt avancerende lever af – at Andre have lidt, er Selvmodsigelse, er, christeligt, Snyderie.

Og derfor skal »Præsten«, christeligt, stoppes, som man borgerligt taler om at stoppe en Tyv. Og som der er blevet raabt Hep efter en Jøde, saaledes skal det saa, indtil man ingen Præst mere seer, blive raabt efter Præsten: stop Tyven! Stop ham, han stjæler, hvad der tilhører de Herlige! Hvad de havde fortjent ved deres ædle Uegennyttighed, men hvad de ikke fik, lønnede med Utak, forfulgte, ihjelslagne, det stjæler Præsten ved at tage deres Liv til Indtægt, at skildre deres Lidelser, bevise Christendommens Sandhed af hine Herliges Villighed til at lide for den. Saaledes stjæler Præsten fra de Herlige; og saa bedrager han den Eenfoldige, Menneskenes Mængde, som ikke har Evne til at gjennemskue Præstens Trafik, at han beviser Christendommens Sandhed og med det Samme modbeviser den.

Hvad Under da, at Christendommen slet ikke er til, at det Hele med Christenhed er Galimathias, naar de der ere |Christne ere det i Tillid til Præstens Beviis, antage, at Christendommen er Sandhed i Tillid til Præstens Beviis: at Noget er Sandhed, fordi En er villig nok til at have Profit deraf, og maaskee endog, raffinerende, tager den Profit mere, at forsikkre, at han er villig til at lide. I Tillid til dette Beviis at antage Christendommens Sandhed er lige saa meningsløst som at ansee sig selv for en velhavende Mand, fordi man har mange Penge mellem Hænder, som ikke tilhøre En, eller fordi man eier en Deel Seddel-Penge, udstedte af en Bank, som intet Valuta eier.