|Stemning
Plato siger, som bekjendt, etsteds i hans »Stat«, at først da kan det ret blive til Noget, naar de komme til at regjere, som ikke have Lyst dertil. Hans Mening er vel den, at under Antagelse af at der er Dygtigheden, er Ulysten til at ville regjere en god Garanti for, at der sandt og dygtigt vil blive regjeret, medens den Herskelystne kun altfor let bliver enten En som misbruger sin Magt til at tyrannisere, eller En, hvem Lysten til at regjere bringer i et skjult Afhængigheds-Forhold til dem, over hvem han skal regjere, saa det med hans Regjering egentligen bliver Øienforblindelse.
Denne Bemærkning kan ogsaa finde sin Anvendelse i andre Forhold, hvor det gjælder om, at Noget bliver tilgavns Alvor: under Antagelsen af Dygtighed er det bedst at Vedkommende ikke har Lysten. Thivistnok er det saa, som Ordsproget siger, at Lysten driver Værket; men den sande Alvor fremkommer egentligen først, hvor et Menneske, med Dygtigheden mod sin Lyst af et Høiere tvinges til at paatage sig Arbeidet, altsaa: med Dygtighed mod Lyst.
Saaledes forstaaet kan jeg sige, at jeg forholder mig rigtigt til den Opgave: at virke i Øieblikket; thi Gud veed det, Intet er min Sjel mere imod.|
|At være Forfatter – nu ja, det behager mig; naar jeg skal være ærlig maatte jeg vel sige, at jeg har været forelsket i det at producere – men vel at mærke, paa den Maade som jeg vil det. Og det jeg har elsket er lige det Modsatte af at virke i Øieblikket, det jeg har elsket er just: Fjernheden fra Øieblikket, den Fjernhed, hvori jeg saa, som en Forelsket, kan hænge efter Tankerne, og, som en i sit Instrument forelsketKunstner, underholde mig med Sproget, aflokke det Udtrykkene alt som Tanken fordrer dem – livsalige Tidsfordriv; en Evighed igjennem kunde jeg ikke blive træt af denne Beskjeftigelse!
At stride med Menneskene – nu ja, det behager mig i en vis Forstand; jeg er af Naturen saa polemisk lagt an, at jeg egentligen kun føler mig i mit Element omgiven af den menneskelige Middelmaadighed ogLumperie. Dog paa eet Vilkaar: at det tillades mig, taust at foragte, at mætte den Lidenskab, der er i min Sjel, Foragt, hvad mit Forfatter-Liv ogsaa har givet mig rigelig Leilighed til.
Saaledes er jeg et Menneske, om hvem det med Sandhed gjælder, at han ikke har den mindste Lyst til at virke i Øieblikket – formodentligen er jeg just af den Grund udseet dertil.
Naar jeg skal virke i Øieblikket, maa jeg, ak, tage Afsked med Dig, Du elskte Fjernhed, hvor der var Intet at haste efter, altid god Tid, hvor jeg kunde vente Timer, Dage, Uger for at finde Udtrykket just som jeg vilde have det, medens der nu maa brydes med alle slige den kjælne Forelskelses Hensyn. Og naar jeg skal virke i Øieblikket, vil der være en Deel Mennesker, hvem jeg skylder det, dog idetmindste stundom at tage noget Hensyn til alt det Ubetydelige, som Middelmaadigheden med stor Vigtighed belærende foredrager, alt det Galimathias den, ved selv at bringe det | med, faaer ud af hvad jeg skriver, al den Løgn og Bagvaskelse, som et Menneske er udsat for, mod hvem de to store Magter i Samfundet: Misundelse og Dumhed med en vis Nødvendighed maa sammensværge.
Hvorfor vil jeg da virke i Øieblikket? Jeg vil det, fordi jeg evigt vilde fortryde at lade det være, og evigt fortryde, om jeg lod mig afskrække ved, at den Slægt som nu lever, vel i det Høieste kun vil kunne finde en sand Fremstilling af hvad Christendom er, interessant og mærkelig, for saa ganske roligt at blive hvor den er, i den Indbildning at være Christne, og at Præsternes Legen-Christendom er Christendom.
|Til »dette skal siges«; eller hvorledes anbringes et Afgjørende?
Den Indsigelse jeg har gjort mod det Bestaaende er afgjørende. Hvis nu Nogen vil sige – og jeg er forberedt paa, at selv det mig velvilligste Menneske vil tale saaledes – »Indsigelsen er dog saa frygteligt afgjørende«, da kunde jeg hertil svare: anderledes kan det ikke være; eller jeg kunde svare med et Ord af en af mine Pseudonymer: naar Inderlighedens Borgport længe har været lukket og endelig aabnes, bevæger den sig ikke lydløst, som en Mellemdør, der gaaer i Fjedre.
Dog kan jeg ogsaa forklare mig nøiere. At anbringe et Afgjørende – og dette er Opgaven – lader sig ikke gjøre paa samme Maade som alt Andet; og naar nu tilmed Tidens Ulykke just er dette »til en vis Grad«, til en vis Grad at gaae ind paa Alt, naar dette just er Sygdommen, saa maa der for Alt passes paa, at det saavidt det er muligt ikke skeer, at den ogsaa til en vis Grad gaaer ind herpaa, hvorved Alt er tabt. Nei, et Afgjørende anbringes anderledes end Andet. Som Rov-Dyrets Spring paa sit Bytte, som Ørnens Stød i Faldet, saaledes anbringes et Afgjørende: pludseligt og samlet i Eet (intensivt). Og som Rov-Dyret ener Snildhed og Kraft: først snildt holder sig ganske stille – saaledes stille kan intet tamt Dyr være; og saa samler sig | heelt i et eneste Spring eller Stød – saaledes kan intet tamt Dyr samle sig til eller reise sig i Springet: saaledes anbringes et Afgjørende. Først stille – saa stille er Veiret aldrig paa en stille Dag, saa stille er det kun før Torden; og saa bryder det løs.
Saaledes anbringes et Afgjørende. Og troe Du mig, jeg kjender kun altfor godt Tidens Brøst, at den er Charakteerløshed, Alt til en vis Grad. Men som »et speilklart Skjold af slebent Staal« saa blankt »at hvor Solens Straale falder, blinker den med dobbelt Glands tilbage« som et saadant Skjold frygter meest af Alt, end den mindste Plet – thi end den mindste Plet, og det er ikke mere sig selv, saaledes frygter et Afgjørende enhver Berøring af og med dette »til en vis Grad«. Det forstaaer jeg, skulde jeg ikke forstaae det, jeg der, kjendt af Alle, er kjendt selv af Børnene paa Gaden under Navnet: Enten – Eller.
Thi hvad er Enten-Eller, at jeg skal sige det, som vel sagtens maa vide det. Enten-Eller er Ordet, for hvilket Fløidørene springe op, og Idealerne vise sig – livsalige Syn! Enten-Eller er Tegnet, der giver Adgang til det Ubetingede – Gud være lovet! Ja, Enten-Eller er Himmel-Nøglen! Og derimod hvad er, var og bliver Menneskets Ulykke? Dette Satans eller Usselhedens eller den feige Klogskabs: til en vis Grad, som anvendt paa Christendommen forvandler den – bagvendte Mirakel, eller mirakuløse Bagvendthed – forvandler den til Vrøvl! Nei: enten-eller! Og som det er saaledes, at hvor ømt end Skuespilleren og Skuespillerinden omfavne hinanden og kjertegne hinanden paa Brædderne, det dog bestandigt bliver kun en theatralsk Forstaaelse, et Theater-Ægteskab: saaledes er alt »til en vis Grad« i Forhold til det Ubetingede theatralsk, griber en Indbildning, kun Enten-Eller er Favnetaget, som griber det. Og som, | for at tale om hvad jeg da kun her for Modsætningen til det Følgendes Skyld kunde falde paa at tale saaledes om, for at tale om Livets Spøg: som enhver Officier, der hører til Kongens personlige Omgivelse, bærer et Tegn (Distinction), hvorpaa det kjendes: saaledes vare alle De, som i Sandhed have tjent Christendommen, mærkede, enten-eller, Majestæts Udtrykket, eller Udtrykket for at forholde sig til den guddommelige Majestæt. Alt hvad der kun er til en vis Grad har ikke tjent Christendommen, men maaskee sig selv, kan, redeligt, aldrig forlange andet Mærke end i det Høieste (som paa et Brev): kongelig Tjeneste; thi hvad der er Guds Tjeneste er: Enten-Eller.
|Er det forsvarligt af Staten – den christelige Stat! – om muligt, at umuliggjøre Christendom?
Spørgsmaalet selv behøver vistnok ingen Oplysning for at kunne besvares. Enhver maa dog vel sige sig selv, at det kan ikke være forsvarligt.
Det der behøver at oplyses er da, at hvad Staten har gjort og gjør er, om muligt, at umuliggjøre Christendom; og dette kan saare let og meget kort oplyses; thi den faktiske Tilstand i Landet er virkelig den, at Christendommen, det nye Testaments Christendom, ikke blot ikke er til, men, om muligt, umuliggjort.
Antag, at Staten anbragte 1000 Embedsmænd, der med Familie levede af, altsaa pecuniairt vare interesserede i at forhindre Christendom: det var dog vel et Forsøg i Retning af, om muligt, at umuliggjøre Christendom.
Og dog vilde dette Forsøg (der jo har det Aabenlyse ved sig, at det aabenlyst var for at forhindre Christendom) ikke være nær saa farligt, som hvad der faktisk skeer, at Staten anbringer 1000 Embedsmænd, der – under Navn af at forkynde Christendom (just deri ligger den større Fare i Sammenligning med det, ganske aabenlyst at ville forhindre Christendom) ere pecuniairt interesserede i a) at Menneskene kalde sig Christne – jo større Faare-Flok jo bedre – antage Navn af Christne, og i b) at det bliver derved, at de ikke faae at vide, hvad Christendom i Sandhed er.|
|Med disse 1000 Embedsmænds Tilværelse har det nemlig det Sammenhæng, at naar man holder det nye Testamente ved Siden, sees let, at hele deres Tilværelse er, christeligt, en Mislighed. Medens da, hvis Menneskene ikke antoge Navn af Christne, Præsten Intet vilde faae at leve af: vilde det, at skulle forkynde, hvad Christendom i Sandhed er, jo være det Samme som at aabne Menneskenes Øine for, at Præstens egen Tilværelse er en Mislighed, at, om end Læreren i Christendom faaer Noget at leve af, det at være Præst ikke kan blive: kongeligt Embede, Carriere, jævnt Avancement.
Og dette, denne Virken, skeer ikke under Navn af: at forhindre Christendom, det er ikke derfor der lønnes 1000 Embedsmænd med Familie, nei det skeer under Navn af at forkynde Christendom, at udbrede Christendom, at arbeide for Christendom. Mellem for lidt og for meget, som jo fordærver Alting, mellem dette for Lidt (at Menneskene ikke antoge Navn af Christne) og dette for Meget (at de fik at vide, hvad Christendom i Sandhed er, og virkelig bleve Christne) ligger – med æqvilibristisk Alvor – »Christenheds« Christendom, den officielle, statskirkelige, folkekirkelige Christendom, der rigtignok igjen, sammenlignet med det nye Testamentes, numerisk præsterer det Forbausende, Christne i Millionviis, alle af samme Bonitet.
Er dette saa ikke omtrent det Allerfarligste, der lod sig udtænke, for, om muligt, at gjøre Christendom umulig? »Præsten« er pecuniairt interesseret i at Folk kalde sig Christne; thi enhver Saadan er jo (perStaten som Comissionair) contribuerende Medlem, og bidrager tillige til at give hele Standen en sandselig Magt – men Intet er for sand Christendom farligere, Intet dens Væsen mere imod, end at man faaer Menneskene til letsindigt at antage Navn | af Christne, lærer dem at tænke ringe om det at være Christen, som var det noget man da sagtens er. Og »Præsten« er pecuniairt interesseret i, at det bliver derved, ved at antage Navn af Christne, at Menneskene ikke faae at vide, hvad Christendom i Sandhed er, thi ellers gik vel hele Maskineriet med 1000 kongelige Embeder, og Standsmagten fløiten – men Intet er for sand Christendom farligere, Intet dens Væsen mere imod end (denne Fosterfordrivelse) at bevirke, at det bliver derved, at man antager Navn af Christen.
Og dette skal være at arbeide for, at udbrede, at virke for Christendom!
Der er for mig noget saa afskyeligt og oprørende blot i Tanken om den Art Gudsdyrkelse: at dyrke Gud ved at holde ham for Nar, at jeg af al Magt skal stræbe, saavidt jeg formaaer, at bidrage til at afværge, at dette ikke skeer, at Menneskenes Mængde faaer Øinene op for, hvordan det hænger sammen og derved forhindres fra at blive skyldige i en Forbrydelse, som egentligen Staten og Præsterne have faaet dem gjort skyldige i – thi hvor letsindig, sandselig end Menneskenes Mængde kan være, der er dog for meget Bedre i den til at ville dyrke Gud paa den Maade.
Derfor Lys i Sagen, lad det blive tydeligt for Menneskene, hvad det nye Testamente forstaaer ved det at være Christen, at Enhver saa kan vælge, om han vil være Christen, eller om han redeligt, ærligt, uforbeholdent ikke vil være det; og lad det være sagt høit for hele Folket: det er Gud i Himlene uendeligt kjerere, at Du – Betingelsen for at Du muligt kunde blive det – ærligt vedgaaer, at Du ikke er og ikke vil være Christen, uendeligt kjerere end denne Ækelhed, at det at dyrke Gud er at holde ham for Nar.
Ja, saaledes maa det gjøres; der maa lyses op i det Mørke, hvori statskirkeligt eller folkekirkeligt Sagen holdes. | Istedetfor med ubetinget Respekt for hvad det nye Testamente forstaaer ved det at være Christen, at forelægge sig det Spørgsmaal: hvormange Christne ere vel her i Landet, vender man Forholdet saaledes: der er i Landet en Million Mennesker, ergo en Million Christne – og anbringer nu 1000 Embedsmænd til at leve deraf. Og saa et Skridt videre, saa vender man Slutningen om og slutter: naar der er 1000 Embedsmænd, der skal leve af Christendommen – og dem har vi nu engang – saa maa der ogsaa være en Million Christne, vi maae strengt holde over, at der er en Million Christne, ellers kan vi jo ikke sikkre alle disse Embedsmænd Udkommet.
Altsaa der er 1000 Embedsmænd, som med Familie skal leve deraf, ergo maa der være en Million Christne. Forkyndelsen af Christendom svarer saa hertil (til denne ganske egne Art Knibe, hvori man har bragt sig); at virke for Christendom bliver, som sagt, at faae Menneskene til at antage Navn af Christne, og tillige at bevirke, at det ogsaa bliver derved, og det er det jeg kalder: om muligt at umuliggjøre Christendom, hvorved atter (for at gjentage) Menneskenes Mængde bliver gjort skyldig i en Forbrydelse, som de dog ellers vilde være frie for, den under Navn af at dyrke Gud at holde ham for Nar, hvilket jeg – der rigtignok hidtil kun har havt liden Tak for, at jeg elsker Menneskene – dog vil paa enhver Maade stræbe at afværge.
At naar Sagen skal tages paa den Maade, som jeg her viser, at der saa maa fremkomme et i jordisk og timelig Forstand meget alvorligt Spørgsmaal, om disse Embedsmænds Udkomme (thi som man taler om Grevskaber i Maanen, saaledes blive de jo Interessenter i en Chimaire: en Million Christne) indseer jeg meget godt. Og er jeg i denne Henseende det føieligste og villigste Menneske, saa | langt som muligt fra at ville deeltage med i hvad Chikaner der maaskee fra visse Politikeres Side vil blive gjort dem. Det var just for at kunne komme til Sagen, at jeg maatte see at faae det, om muligt som blæst bort, Det BiskopMartensen begyndte at flæske op om at være Sandhedsvidner. Dette ækle Vaas maatte for Alt bort. Saa kan der – lad os være behagelige Mennesker! – saa kan der tales fornuftigt om en i jævn menneskelig Forstand meget alvorlig Sag. Og saaledes troer jeg, det er os alle tjenligst. Den Art Præster, som vi have, staae sig sandeligen bedst ved ikke at spille op i Retning af at ville gjælde for Sandhedsvidner; thi hvis saa, nu ja, saa er det vanskelige Problem uendelig let løst: man inddrager udenvidere hele deres Gage og sparer enhver Pension – Sligt maae jo Sandhedsvidner vide at finde sig i; og det Indfald med Sandhedsvidner, at Præsterne ere Sandhedsvidner, vilde – hvis det ikke var udgaaet fra en Biskop og saaledes, at det blev dumt og forargeligt – udgaaet fra en kløgtig Statsmand, f. Ex. en Cultus-Minister, der paa en behændig Maade ønskede at blive Geistligheden qvit, være et ganske vittigt Indfald.
|»Tag et Bræk-Middel!«
Vistnok er der Adskillige, paa hvem mine Artikler i »Fædrelandet« har gjort et Indtryk. Maaskee er saa deres Tilstand omtrent denne: de ere blevne opmærksomme eller de ere dog idetmindste komne til at tænke paa, om ikke hele det Religieuse er i en yderst jammerlig Tilstand; men paa den anden Side er der saa Meget, som gjør, at de ikke gjerne ville give sig hen i saadanne Tanker, de elske den vanlige Tingenes Orden, som de høist unødigt slippe.
Saa er deres Tilstand vel omtrent som naar En gaaer og har ilde Smag i Munden, belagt Tunge, lidt Kulde-Gysen – og saa siger Lægen til ham: tag et Bræk-Middel.
Og saaledes siger jeg ogsaa: tag et Bræk-Middel, kom ud af denne Halvheds-Tilstand.
Tænk da først et Øieblik paa, hvad Christendom er, hvad den fordrer af et Menneske, hvilke Offere den kræver, og hvilke Offere der ogsaa ere blevne bragte den, saa (hvad man læser i Fortællingerne) endog »spæde Jomfruer« (der ikke som vore christne Jomfruer udfylde deres Tid, deres Tanke med, om de skulle tage Lyseblaat eller Coquelicot paa i Theatret) ikke gøs tilbage, men, befalende deres Sjæle Gud i Vold, modigen overgave deres »fine Lemmer« til Bødlernes Grusomhed; tænk først et Øieblik herpaa. Og gjør Dig det saa tydeligt, ganske tydeligt og nærværende, indtag det, hvilken | Væmmelse det dog er: at leve paa den Maade, at dette skal være christelig Gudsdyrkelse, at i en stille Time en Mand dramatisk costumeret træder frem og med Forfærdelse i sin Skikkelse med qvalt Hulken forkynder, at der er et Evighedens Regnskab, et Evighedens Regnskab vi gaae imøde – og at vi saa leve paa den Maade, at udenfor den stille Time endog blot at skulle sætte sig ud over eet eller andet conventionelt Hensyn end sige et Hensyn til sin Befordring, sin jordiske Fordeel, de Fornemmes Gunst o. s. v. ansees for Noget, som da Ingen kunde falde paa, Declamatoren naturligviis heller ikke, eller hvis Nogen gjør det, at det saa straffes med at erklæres for en Art Galskab – – tænk Dig at leve paa den Maade, at dette skal være christelig Gudsdyrkelse: nu, virker Bræk-Midlet ikke?
Vel, saa tag en Dosis mere! Gjør Dig det ret tydeligt og nærværende, hvor æklende det er at leve saaledes, at det skal være christelig Gudsdyrkelse: at naar da Declamatoren døer, saa fremtræder en ny costumeret Declamator og i en stille Time fra Prædikestolen fremstiller den afdøde som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde: virker det ikke?
Vel, saa tag en Dosis endnu: gjør Dig det ret tydeligt og nærværende, at leve saaledes, at naar saa En siger »nei, Sandhedsvidne kunde man dog vistnok ikke kalde den afdøde Declamator« – at det saa skal være christelig Iver, ideligt gjentaget med størst mulige Udbredelse, at dømme om dette Menneske, at han besudler – hører Du! – han besudler en Hædersmands Minde, han krænker Gravens Fred – hører Du! – han krænker Gravens Fred o. s. v., o. s. v.
Ikke sandt det virker? Og saa skal Du see, det bliver | godt med Dig, den ilde Smag vil forsvinde ɔ: Du vil blive enig med Dig selv, at det Hele er raaddent, en Væmmelse, der dog først ret kunde komme til at virke, som den skulde, da Biskop Martensen fik anbragt det Ord: Sandhedsvidner.
Saa lad det virke; og tak Du næst Gud Biskop Martensen for dette yderst gavnlige Bræk-Middel.
|Et Følgeblad
|I min Arbeiden er jeg nu rykket Samtiden, Øieblikket saa nær, at jeg ikke kan undvære et Organ, ved Hjælp af hvilket jeg øieblikkeligt kan henvende mig til Samtiden: og har jeg kaldet dette:
Øieblikket.
Skulde Nogen, hvem Sagen interesserer, for sin egen Beqvemmeligheds Skyld kunne ønske sig nemt sikkret at faae hvad der maatte udkomme, kan han jo indrette sig en Subscription med Forlæggeren. Men jeg forbeholder mig i enhver Henseende den mest ubetingede Frihed, anderledes kan jeg det ikke.
Jeg kalder det: Øieblikket. Dog er det ikke noget Ephemert jeg vil, saa lidet som det er noget Ephemert jeg har villet, nei det var og er noget Evigt: ved Idealerne mod Sandsebedragene. Men i een Forstand maa jeg sige om hele min tidligere Arbeiden, dens Time er ikke endnu kommet; jeg har ligget Samtiden fjernt, endog meget fjernt, og kun for saavidt nær, at denne Fjernhed var velberegnet og fuld af Hensigt. Nu derimod maa jeg i ethvert Tilfælde have sikkret mig en Mulighed af at kunne bruge Øieblikket.
Jeg overtaler Ingen til at subscribere, jeg meget mere beder Enhver idetmindste at betænke sig, inden han gjør det. Evigt vil han ikke fortryde at agte paa min Tale, men det | var vel muligt, at han kunde komme til timeligt at fortryde det. Han overveie da selv, om det er det Evige, han vil eller det Timelige. Jeg, der hedder »Enten – Eller«, kan ikke tjene Nogen med: Baade-Og. Jeg er i Besiddelse af en Bog, der vistnok er saa godt som ubekjendt her i Landet, hvis Titel jeg derfor nøiagtigt vil anføre: vor Herre og Frelsers Jesu Christi nye Testamente. Skjøndt jeg har et ganske frit Forhold til denne Bog, og ikke f. Ex. ved Eed er forpligtet paa den, øver den dog en stor Magt over mig, bibringer mig en ubeskrivelig Horreur for Baade-Og.
No comments:
Post a Comment