Kort og Spidst
1.
Christendommen lader sig fuldkommengjøre (er perfectibel); det gaaer fremad; nu er det naaet det Fuldkomne. Hvad der tilstræbtes som Idealet, men hvad dog selv den første Tid kun tilnærmelsesviis naaede, at de Christne er et Folk af Præster, det er nu fuldkommen naaet, især i Protestantismen, især i Danmark.
Dersom nemlig det vi kalde Præst er det at være Præst – ja saa ere vi Alle Præster!
2.
I den pragtfulde Domkirke fremtræder den høivelbaarne høiærværdige Geheime-General-Ober-Hof-Prædikant, den fornemme Verdens udvalgte Yndling, han træder frem for en udvalgt Kreds af Udvalgte, og prædiker rørt over den af ham selv udvalgte Text »Gud har udvalgt det i Verden Ringe og Foragtede« – og der er Ingen, som leer.
3.
Naar en Mand har Tandpine, siger Verden »stakkels Mand«; naar en Mands Kone bliver ham utro, siger Verden | »stakkels Mand«; naar en Mand er i Pengeforlegenhed, siger Verden »stakkels Mand«. –Naar det behager Gud i en ringe Tjeners Skikkelse at ville lide i denne Verden, siger Verden »stakkels Menneske«; naar en Apostel i guddommeligt Ærinde har den Ære at lide for Sandhed, siger Verden »stakkels Menneske«: stakkels Verden!
4.
»Havde Apostelen Paulus nogen Embedsstilling?« Nei, Paulus havde ingen Embedsstilling. »Tjente han da paa anden Maade mange Penge?« Nei, han tjente paa ingen Maade Penge. »Var han da idetmindste gift?« Nei, han var ikke gift. »Men saa er jo Paulus ingen alvorlig Mand!« Nei, Paulus er ingen alvorlig Mand.
5.
Om en svensk Præst fortælles, at han, rystet ved Synet af den Virkning hans Tale frembragte paa Tilhørerne, som hensvømmede i Taarer, der fortælles at han beroligende sagde: græder ikke Børn, det turde være Løgn Altsammen.
Hvorfor siger Præsten det nu ikke mere? Behøves ikke, vi veed det – vi ere Alle Præster.
Men derfor kan vi jo gjerne græde, baade hans og vore Taarer være paa ingen Maade hykkelske, men meente, sande – som i Theatret.
6.
Da Hedenskabet opløstes, levede der nogle Præster, Augurer kaldede. Om disse berettes, at den ene Augur ikke kunde see paa den anden uden at smile.
I »Christenhed« kan vel snart Ingen see en Præst, eller vel snart det ene Menneske ikke see paa det andet uden at smile – men vi ere jo ogsaa Alle Præster.
|7.
Er dette den samme Lære, naar Christus siger til den rige Yngling: sælg Alt, hvad Du haver – og giv Fattige det;
og naar Præsten siger: sælg Alt hvad Du haver og – giv mig det?
8.
Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften.
Det Bestaaende har opfundet adskillige Tordenafledere.
Og det lykkes. Ja vist lykkes det; det lykkes at gjøre det næste Tordenveir desto alvorligere.
9.
Man kan ikke leve af Ingenting. Det hører man saa ofte, især af Præster.
Og just Præsterne gjøre dette Konststykke: Christendommen er slet ikke til – dog leve de deraf.
|Afstands-Maal;
og
herved igjen om den egentlige Vanskelighed jeg har at kæmpe med.
Min kjære Læser! For at gjøre Dig opmærksom betræffende, hvor vi, christeligt, ere; for at Du kan faae en Leilighed til at maale Afstanden fra det nye Testamentes og den oprindelige Christendom: lad migtil den Ende benytte tvende Mænd, der hver for sig men paa forskjellig Maade ansees for Repræsentanter for sand Christendom, og som ere almindelig bekjendte.
Tag først Biskop Mynster; han gjaldt jo i saa godt som hele Befolkningens Forestilling for at være sand christelig Alvor og Viisdom.
Dog forholdt det sig saaledes med Biskop Mynster: hans hele Alvor naaede ikke længere end til den Tanke: paa en, menneskelig, tilladelig og redelig, eller vel ogsaa, paa en, menneskelig, hæderlig Maade at komme lykkelig og vel gjennem dette Liv.
Men denne Livsbetragtning er aldeles ikke det nye Testamentes Christendom, ikke den oprindelige Christendoms Livsbetragtning. Den oprindelige Christendom forholder sig saaledes stridende til denne Verden, at dens Betragtning er: | ikke at ville lykkeligt og vel slippe igjennem denne Verden, men just at passe paa, for ramme Alvor at støde sammen med denne Verden, at man, efter saaledes at have kæmpet og lidt, maatte kunne bestaae i Dommen, hvor Dommeren (hvem man ifølge det nye Testamente kun kan elske ved at hade denne Verden og sit eget Liv i denne Verden) vil dømme, om man harfuldkommet hans Villie.
Der er altsaa en Verdens, en Himmels Forskjel mellem den Mynsterske Livsbetragtning (der egentligen er epicuræisk, Livsnydelsens og Livslystens, tilhørende denne Verden) og den christelige, der er Lidelsernes, Dødens Begeistring, tilhørende den anden Verden; ja der er en saadan Forskjel mellem disse tvende Livsbetragtninger, at den sidste maatte (naar der skulde gjøres Alvor med den, og den ikke høist foredrages en sjelden Gang i en stille Time) forekomme Biskop Mynster som en Art Galskab.
Maal nu, og Du skal see, det Du under Navnet Mynster er vant til at betegne som christelig Alvor og Viisdom, er, christeligt maalt: Lunkenhed, Indifferentisme. Thi saaledes maatte jo den Forskjel betegnes, Forskjellen mellem: at ville stride paa Liv og Død med denne Verden, for ingen Priis at ville have Venskab med denne Verden (det, christeligt, Fordrede) og at ville see at slippe lykkeligt og vel gjennem denne Verden, høist stridende en Smule, naar dette kunde bidrage til, at man slipper lykkeligt og vel gjennem denne Verden.
Tag saa Pastor Grundtvig. G. ansees jo for »en Slags Apostel«, repræsenterende Begeistring, Troes-Mod, som kæmper for en Overbeviisning.
Lad os nu see nøiere efter. Det Høieste han har kæmpet for, er, for at faae Lov til, selv og med dem, som ville slutte sig til ham, at udtrykke, hvad han forstaaer ved Christendom. Derfor vilde han have Aaget bort, som Statskirken | lagde paa ham; det oprørte ham, at man ved Politie-Magt vilde forhindre ham i, religieust, at have sin Frihed.
Godt. Men hvis da G. for sig og Sine havde opnaaet hvad han vilde, var det altsaa hans Tanke, at lade hele det uhyre Sandsebedrag bestaae, at Staten udgiver sig for at være christelig, at Folket indbilder sig at være Christne, kort, at der hver evige Dag forskyldes en Fornærmelse, en Majestæts-Forbrydelse mod Gud ved at man har forfalsket hvad Christendom er. At kæmpe i Retning heraf er vistnok aldrig faldetG. ind. Nei, Frihed for sig og hvo der maatte være enig med ham, Frihed til at udtrykke hvad han og de med ham forstaae ved Christendom, det er det Høieste han har villet – og saa vilde han forholde sig roligt, beroliget i dette Liv, tilhøre sin Familie, og forresten leve som De, der dog væsentligen have hjemme i denne Verden, og maaskee kalde sin Rolighed Tolerance mod de Andre, de andre – Christne.
Tænk nu paa den Lidenskab, der var i den oprindelige Christendom, og uden hvilken den da aldrig var kommet ind i Verden; forelæg en af hine Skikkelser det Spørgsmaal: tør en Christen paa den Maade berolige sig? »Afskyeligt« vilde han svare »rædsomt; en Christen skulde, naar han blot kunde faae Lov til selv at leve som han vilde, roligt tie til, at Gud hver Dag forhaanes ved at man millionviis falsk udgiver sig for at være Christen, dyrker ham ved at holde ham for Nar; han skulde tie dertil, og ikke øieblikkeligt – Gud til Ære – vove sig lidende ind blandt disse Millioner, glad lidende for Læren!« Thi lad os ikke glemme, medens Christendommen vistnok i een Forstand er den toleranteste af alle Religioner, forsaavidt den meest af alle afskyer at bruge sandselig Magt, er den i en anden Forstand den intoleranteste af alle Religioner, forsaavidt dens sande Bekjendere ingen Grændse kjende i Henseende til at ville selv lidende tvinge | Andre, tvinge dem ved at lide deres Mishandling og Forfølgelse.
Maalt med dette Maal sees let, at G. egentligen aldrig kan siges at have kæmpet for Christendom, han har egentligen kun kæmpet for noget Jordisk, borgerlig Frihed for sig og Tilhængere; og han har aldrig kæmpet med christelig Lidenskab. Nei i Sammenligning med den oprindelige Christendoms Lidenskab er G.s Begeistring: Lunkenhed, Indifferentisme.
Det baade med Hensyn til Mynster og Grundtvig Skuffende er, at de ved at leve i en Tid, som aldeles ingen Anelse har om den oprindelige Christendom, sammenlignelsesviis have naaet at gjælde respektive for Alvor og Viisdom, og for Begeistring og Troes-Mod.
Men forholder dette sig nu saaledes, at i en given Tid de tvende meest fremtrædende Repræsentanter for Christendom, hvilke gjælde for Alvor og Viisdom, Begeistring og Troes-Mod, maalte med den oprindelige Christendoms Maal maae siges at være: Lunkenhed, Indifferentisme: saa faaer man derved en Forestilling om hele Tiden og om den Vanskelighed, jeg egentligen har at kæmpe med.
Vanskeligheden ligger i, at hele Tiden er sjunken i den dybeste Indifferentisme, slet ingen Religion har, ikke engang er i Tilstand af Religion.
Det vildledende er, at de kalde sig Christne, og at man ikke er opmærksom paa, hvad Indifferentisme egentligen er, eller paa just den fordærveligste Form af Indifferentisme.
Ved Indifferentisme tænker man egentligen kun paa det, slet ingen Religion at have. Men dette: afgjort, besluttet, bestemt ingen Religion at have, er allerede et noget Lidenskabeligt, og saaledes ikke den farligste Art af Indifferentisme. Den forekommer derfor ogsaa sjeldnere.|
|Nei, den farligste Art Indifferentisme og den ganske almindelige er: at have en bestemt Religion; men denne Religion er udvandet og forkluddret til noget reent Pjank, saa man derfor kan have den Religion paa en aldeles lidenskabsløs Maade. Det er den allerfarligste Art Indifferentisme; thi just ved at have dette Jux under Navn af Religion er man, saa mener man, sikkret mod, utilgængelig for enhver Sigtelse i Retning af, at man ingen Religion har.
Al Religion forholder sig til Lidenskab, til at have Lidenskab. Det vil derfor, især i Forstands Tider, være Tilfældet med enhver Religion, at den kun har meget faa sande Tilhængere. Derimod lever der i Tusindviis, som tage saadan Lidt af den Religion, udvande og forkluddre det, og derpaa lidenskabsløst (ɔ: irreligieust ɔ: indifferentistisk) have – den Religion ɔ: ved at have den Religion ere de, fuldkommen indifferentistiske, sikkrede mod den Sigtelse, ingen Religion at have.
Heri ligger den Vanskelighed jeg har at kæmpe med, en Vanskelighed som det at pæle et Skib af Grund, naar Jordbunden rundt omkring er Hængesæk, saa hver Pæl der nedrammes giver sig og svigter.
Det jeg har for mig er Indifferentisme, den dybeste, den fordærveligste og farligste Art Indifferentisme. Det er et Samfund, om hvilket en Apostel vilde sige: »Christne, De Christne! de have jo slet ingen Religion, ere ikke engang i Tilstand af at have Religion!« Et Samfund, om hvilket Sokrates vilde sige: »de ere ikke Mennesker, men umenneskeliggjorte til eller ved at være Publikum.«
Alle ere de: Publikum. Dette Menneskelige, om en Mening i og for sig er sand, beskjeftiger Ingen; det der beskjeftiger er: hvor Mange har denne Mening. Aha! Thi | Tallet afgjør, om en Mening harsandselig Magt; og det er dette der beskjeftiger heelt igjennem: den Enkelte i Folket – ja, der er ingen Enkelte, hver Enkelt er Publikum.
Saa bliver det tilsidst en Slags Lyst, svarende til den Lyst det maa have været at være Tilskuer ved Dyre-Fægtningerne, det bliver en Slags Lyst, i Egenskab af Publikum at være Vidne til denne Kamp: et enkelt Menneske, som kun har Aands-Magt og for ingen Priis vil have nogen anden, kæmpende, for den Religion som er Offrelsens Religion, mod dette gigantiske Corpus 1000 næringsdrivende Præster, som betakke sig for Aand, men hjerteligt takke Regjeringen for Gage, Titel, Ridderkors, Menigheden for – Offeret.
Og fordi Tilstanden i det Hele er denne, den dybeste Indifferentisme, er det saa igjen gjort den Enkelte, som er en lille Smule fremmeligere, kun altfor let, at blive sig selv vigtig som var han den Alvorlige, en Charakteer o. D. – Et ungt Menneske; han harmes over den almindelige Lunkenhed og Ligegyldighed, han, som er begeistret, vil ogsaa udtrykke sin Begeistring, han vover – anonymt at yttre den. Velmenende som han vistnok er, og hvad der jo er glædeligt, undgaaer det ham dog maaskee, at dette er noget svagt, og han lader sig maaskee bedaare af, at det sammenlignelsesviis med det Almindelige er som var det Noget. – En Borgermand; det er en alvorlig Mand, han oprøres ved den Lunkenhed og Ligegyldighed som Mange vise, der helst slet Intet høre om Religionen. Han derimod han læser; skaffer sig strax hvad der udkommer; taler om det, ivrer – i Dagligstuen: og det undgaaer ham maaskee, at den Alvor dog, christeligt, ikke just egentligen er Alvor, at den kun er det ved at sammenligne den med hvad man aldrig burde bruge til Sammenligning, hvis man vil fremad; thi Stræben bliver | kun mulig ved Sammenligning med det der ligger foran, det Fremmeligere.
»Ja, o Gud, dersom Du ikke var Almagten, der almægtigt kunde tvinge, og dersom Du ikke var Kjerligheden, der uimodstaaeligt kan røre! .... Men Din Kjerlighed bevæger mig, Tanken om at turde elske Dig begeistrer mig til, glad og taknemlig, at tage mod Vilkaaret, at være en Offret, offret paa en Slægt« o. s. v. cfr. »Dette skal siges«.
|Frygt meest af Alt at være i en Vildfarelse!
Dette er som bekjendt Sokrates's Sætning; han frygtede af Alt meest at være i en Vildfarelse.
Christendommen, der visseligen i een Forstand ikke lærer Mennesket at frygte, ikke engang Dem, som kunne slaae En ihjel, lærer dog i en anden Forstand en endnu større Frygt end hiin sokratiske, lærer atfrygte Den, som kan fordærve baade Sjel og Legeme i Helvede.
Dog først det Første, at blive opmærksom paa det nye Testamentes Christendom; og hertil vil da hjælpe Dig hiin sokratiske Frygt, at frygte meest af Alt at være i en Vildfarelse.
Har Du ikke denne Frygt, eller (for ikke at slaae saa høi en Tone an) er det ikke saaledes med Dig, er det ikke det Du vil, vil Du ikke stræbe at vinde Mod til at »frygte meest af Alt at være i en Indbildning«: saa indlad Dig aldrig med mig. Nei, bliv saa hos Præsterne, lad dem jo før jo hellere overbevise Dig ganske om, at hvad jeg siger er en Art Galskab (thi at det staaer i det nye Testamente er jo aldeles ligegyldigt, naar Præsten ved Ed er forpligtet paa det nye Testamente er Du jo fuldkommen sikkret, at Intet forties af hvad der staaer i det nye Testamente) bliv hos Præsterne, stræb af bedste Evne at sætte Dig det ret fast, at Biskop Mynster var et Sandhedsvidne, et af de rette, en | af den hellige Kjæde, Biskop Martensen et Dito Dito, enhver Præst ligeledes, og den officielle Christendom den saliggjørende Sandhed; at det var derfor Christus i de rædsomste Qvaler, endog forladt af Gud, udaandede paa Korset, for at vi skulle have Lyst til at anvende vor Tid og Flid og Kraft paa klogt og smagfuldt at nyde dette Liv; at Hensigten med hans Komme til Verden egentligen var at oplive Børne-Avlingen, hvorfor det ogsaa er »upassende, at Nogen er Præst, som ikke er gift«; og at hans Livs uforglemmelige Betydning er, ved sin Død (Eens Død en Andens Brød!) at have (som en sand Velgjører!) muliggjort en ny Næringsvei, Præsternes, en Næringsvei, der maa ansees for en af de fordeelagtigste, ligesom den ogsaa tæller det største AntalNæringsdrivende, Spediteurer, Rhedere, hvis Geschäft er for en (i Forhold til Reisens Vigtighed, Veiens Længde, Ankomst-Stedets Herlighed, Opholdets Langvarighed) fast utroligt billig Godtgjørelse at udskibe Folk til Evighedens Salighed, en Geschäft der, eneste i sit Slags, har, sammenlignet med alle Udskibninger til America, Australien o. s. v., den uvurdeerlige Fordeel, som sikkrer Rhederiet mod endog Muligheden af at kunne komme i Miscredit, at man aldeles ingen Efterretning har fra de Udskibede.
Har Du derimod dog Mod til at ville have det Mod, der meest af Alt frygter det at være i en Vildfarelse, saa kan Du ogsaa faae Sandheden at vide betræffende det at blive Christen. Sandheden er: det at blive Christen er at blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv; Forholdet er: jo mere Du indlader Dig med Gud, og jo mere han elsker Dig, jo mere vil Du blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv, jo mere vil Du komme til at lide i dette Liv.
Og denne Tanke, der rigtignok lader en noget forstyrrende Belysning falde over (hvad der jo skal være det nye | Testamentes Christendom!) hele det muntre, børne-avlende, carrieregjørende Præste-Laugs livslystige Trafik, og som et Lyn gjennemlysner dette phantastiske Blendværk, Maskeraden, Selskabs-Legen, Narrestregen med – alle Sandsebedragenes Tilhold! – »Christenhed« christne Stater, Lande, en christen Verden, denne Tanke er for et stakkels Menneske frygtelig, dræbende, fast overmenneskeligt anstrengende. Dette veed jeg paa to Maader af Erfaring. Deels deraf, at jeg egentligen ikke kan holde den Tanke ud, og derfor blot opdagende øiner denne sande christelige Bestemmelse af det at være Christen*),
medens jeg for mit Vedkommende hjælper mig til at udholde Lidelser med en langt lettere Tanke, en jødisk, ikke en i høieste Forstand christelig: at jeg lider for mine Synders Skyld; deels deraf, at jeg paa ganske særlig Maade ved mit eget Livs Forhold maatte føres til at blive opmærksom herpaa; hvis ikke, var jeg aldrig bleven opmærksom, og havde endnu mindre formaaet at bære Trykket af denne Tanke; men jeg blev, som sagt, hjulpet ved mit eget Livs Forhold.
| *) |
Derfor kalder jeg mig heller ikke endnu en Christen, nei jeg er endnu langt tilbage. Men eet Fortrin har jeg fremfor hele den officielle Christendom (der ovenikjøbet er ved Ed forpligtet paa det nye Testamente!) jeg angiver sandt, hvad Christendom er, altsaa jeg tillader mig ikke at forandre, hvad Christendom er, og jeg angiver sandt, hvorledes jeg forholder mig til hvad Christendom er, altsaa jeg deeltager ikke i at forandre hvad Christendom er, for ved Hjælp deraf at skaffe Millioner Christne.
|
Mit eget Livs Forhold vare mine Forkundskaber, ved Hjælp af disse blev jeg, alt som jeg udvikledes i Aarenes Løb, mere og mere opmærksom paa Christendommen, og paa Bestemmelsen: at blive Christen. Hvad er nemlig ifølge det nye Testamente det at blive Christen, hvortil den idelige og idelige Formaning mod ikke at forarges, og hvorfra de frygtelige Collisioner (at hade Fader, Moder, Hustru, Barn o. s. v.), hvori det nye Testamente aander? mon ikke begge Dele, fordi | Christendommen meget godt veed, at det at blive Christen er at blive menneskelig talt ulykkelig for dette Liv, dog saligt forventende en evig Salighed? Thi hvad er ifølge det nye Testamente det at blive elsket af Gud? det er at blive, menneskelig talt, ulykkelig for dette Liv, dog saligt forventende en evig Salighed – anderledes kan, ifølge det nye Testamente, Gud, som er Aand, ikke elske et Menneske; han gjør Dig ulykkelig, men han gjør det af Kjerlighed, salig Den, som ikke forarges! Og hvad er ifølge det nye Testamente det at elske Gud? det er atville blive, menneskelig talt, ulykkelig for dette Liv, dog saligt forventende en evig Salighed – anderledes kan et Menneske ikke elske Gud, som er Aand. Og alene ved Hjælp heraf kan Du see, at det nye Testamentes Christendom slet ikke er til, at den Smule Religieusitet der findes i Landet høist er Jødedom.
|At vi, at »Christenhed« slet ikke kan tilegne sig Christi Forjættelser; thi vi, »Christenhed«, ere ikke der, hvor Christus og det nye Testamente fordrer, at man skal være for at være Christen.
Tænk Dig, at der var en mægtig Aand, som havde tilsagt nogle Mennesker sin Beskyttelse, men paa den Betingelse, at de skulle indfinde sig et bestemt Sted, hvor der var Fare forbunden med at gaae hen – sæt nu, at disse Mennesker undlod at indfinde sig paa det bestemte Sted, men gik hjemme i deres Dagligstue og talte begeistrede Ord med hinanden om, hvorledes Aanden havde lovet dem sin mægtige Beskyttelse, saa Ingen skulde formaae at skade dem: er dette ikke latterligt?
Saaledes med Christenheden. Christus og det nye Testamente forstaaer noget ganske Bestemt ved det at troe; at troe er at vove saa afgjørende ud som det er muligt for et Menneske, brydende med Alt, hvad et Menneske naturligt elsker, for at frelse sit Liv brydende med Det, hvori han naturligt har sit Liv. Men Dem, der troe, dem forjættes ogsaa Bistand mod alle Farer.
Men i »Christenhed« der lege vi at troe, lege at være Christne; saa langt som muligt fra noget Brud med hvad det naturlige Menneske elsker, blive vi hjemme i Dagligstuen, i Endelighedens Tummerumme – og saa gaae vi og vrøvle med hinanden eller lade os af Præster forevrøvle om alle de | Forjættelser, som findes i det nye Testamente, at Ingen skal kunne skade os, Helvedes Porte ikke faae Magt over os, over Kirken o. s. v.
»At Helvedes Porte ikke skulde faae Magt over hans Kirke«, disse Ord af Christus ere i den seneste Tid bragte atter og atter i Erindring mod mig, mod min Paastand, at Christendommen slet ikke er til.
Mit Svar er dette. Hiin Forjættelse hjælper ikke os det allermindste; thi det Vrøvl vi leve i som var det at være Christen, er slet ikke hvad Christus og det nye Testamente forstaaer ved at være Christen.
Vov saa afgjørende ud, at Du bryder med hele Timeligheden og Endeligheden, med Alt hvad ellers et Menneske lever for og i, vov saaledes afgjørende ud for at blive Christen: saa (dette er Christendommens Lære) saa vil Du, det er det Første, derved komme i Kamp med Djævle og Helvedes Magter (hvad Nittengryneriet »Christenheden« vistnok undgaaer); men saa skal ogsaa Gud den Almægtige ikke slippe Dig, men vidunderligt hjælpe Dig, og vær forvisset, Helvedes Porte skulle aldrig faae Magt over Christi Kirke.
Men »Christenhed« er slet ikke Christi Kirke; ei heller siger jeg, at Helvedes Porte have faaet Magt over Christi Kirke, paa ingen Maade. Nei, jeg siger, at »Christenhed« er et Vrøvlerie, der har klamret sig fast ved Christendommen, som Spindelvæv paa en Frugt, og som nu er saa god at ville forvexle sig med Christendom, ligesom naar Spindelvævet mener at være Frugten, fordi det er noget mindre rart Noget, som hænger ved Frugten. Den Sort Existentser, som Christenhedens Millioner udvise, have aldeles intet Forhold til det nye Testamente, er en Uvirkelighed, som ingen Adkomst har til Christi Forjættelse de Troende betræffende; | ja, en Uvirkelighed, thi sand Virkelighed er kun der, hvor et Menneske har vovet saaledes afgjørende, som Christus fordrer – og saa er ogsaa strax Forjættelserne ham vedkommende. Men »Christenhed« er dette væmmelige Fjas, at ville blive i Endeligheden heel og holden og saa – tage Christendommens Forjættelser.
Dersom Controllen ikke var saa let, saa vilde formodentligen ogsaa disse Legioner Christne, eller Præste-Sladdren, som foredrages dem, paastaae, at de Christne kunne gjøre Mirakler; thi det har jo Christus forjættet de Troende, han forlod Jorden just med de Ord (Mc. 16, 17. 18), at disse Tegn skulde følge dem, som troe: »i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder og de skulle helbredes.« Men ganske saaledes forholder det sig ogsaa med Forjættelsen, at Helvedes Porte ikke skulle faae Magt over Christi Kirke; begge Dele angaaer kun hvad det nye Testamente forstaaer ved Troende, ikke Præste-Snyderiet med disse Batailloner Christne, hvilke man i Lighed med Forskjellen mellem Søndags-Jægere og virkelige Jægere, kan kalde Søndags-Christne. Men saadanne Væsener fanger Satan ikke engang efter, han seer jo meget godt, at Vrøvlet har taget dem; forsaavidt er det endog latterligt, at det er i Tillid til Christi Forjættelser, de mene sig sikkrede mod Helvedes Porte.
|Hvad siger Brand-Majoren?
At et Menneske, naar han paa nogen Maade har hvad man kalder Sag, Noget han for Alvor vil – og der da ere Andre, som sætte sig det til Opgave at modvirke, forhindre, skade, at han da maa tage sine Forholdsregler mod disse hans Fjender: er Enhver strax opmærksom paa. Men at der gives en, om man saa vil, skikkelig Velmenen, der maaskee er langt farligere og som beregnet paa at forhindre, at Sagen i Sandhed bliver Alvor: er ikke Enhver strax opmærksom paa.
Naar et Menneske pludseligt bliver syg, flux iler der Velmenende til Hjælp, den ene foreslaaer Det, den anden Det; fik de alle Samtlige Lov til at raade, var vel den Syges Død vis, den Enkeltes velmeente Raad kan maaskee allerede være betænkeligt nok. Og selv om Intet af dette skeer, hverken de samtlige Velmenendes eller den Enkeltes Raad følges: deres travle, befippede Tilstedeværelse er dog maaskee alligevel til Skade, forsaavidt de staae Lægen i Veien.
Saaledes ogsaa ved en Ildebrand. Neppe er Brandraabet hørt, før der stormer en Menneske-Masse hen til Stedet, rare, hjertelige, deeltagende, hjælpsomme Mennesker, den ene har en Strippe, den anden en Spølkom, den tredie en Pibesprøite, o. s. v., alle rare, hjertelige, deeltagende, hjælpsomme Mennesker, der saa gjerne ville hjælpe til med at slukke.|
|Men hvad siger Brand-Majoren? Brand-Majoren, han siger – ja, ellers er Brand-Majoren en meget behagelig og dannet Mand; men ved en Ildebrand er han, hvad man kalder, grov i sin Mund – han siger eller rettere han brøler det ud: »aah, reis ad hele Helvede til med samt Eders Stripper og Pibesprøiter.« Og naar saa disse Velmenende maaskee blive fornærmede, finder det høist usømmeligt at behandle dem saaledes, og forlanger idetmindste at behandles med Agtelse: hvad siger saa Brand-Majoren? Ja, ellers er Brand-Majoren en meget behagelig og dannet Mand, som veed at vise Enhver den Agtelse, ham tilkommer, men ved en Ildebrand er han noget anderledes – han siger: »hvor Satan er Politiet!« Og kommer der saa nogle Betjente siger han til dem: »skil mig af med disse forbandede Mennesker med deres Stripper og Pibesprøiter; og vil de ikke med det Gode, saa smør dem nogle over Rygstykkerne, at vi kan blive af med dem – og komme til.«
Altsaa ved en Ildebrand er hele Betragtningsmaaden en ganske anden end i det stille daglige Liv. Det, hvorved man i det stille daglige Liv opnaaer at være godt lidt: en godmodig, skikkelig Velmenen, Det honoreres ved en Ildebrand med Grovheder og tilsidst med nogle over Rygstykkerne.
Og dette er aldeles i sin Orden. Thi en Ildebrand det er Alvor; og overalt hvor det virkelig er Alvor, strækker det aldeles ikke til med denne skikkelige Velmenen. Nei Alvor indfører en ganske anden Lov: enten-eller; enten er Du Den, der her for Alvor kan gjøre Noget og for Alvor her har Noget at gjøre, eller, hvis Du ikke er i det Tilfælde, da er Alvoren just, at Du forføier Dig bort. Vil Du ikke ved Dig selv forstaae det, saa lader Brand-Majoren Dig det ved Politiet indbanke, hvad Du kan have særdeles godt af, og | hvad dog maaskee kan bidrage til at gjøre Dig lidt alvorlig, svarende til den Alvor en Ildebrand er.
Men som ved en Ildebrand, saaledes ogsaa i Aandens Forhold. Overalt hvor der er en Sag der skal fremmes, et Foretagende der skal drives igjennem, en Idee der skal anbringes – man kan altid være forvisset om, at naar Den, som egentligen er Manden, den Rette, han som i høiere Forstand har og skal have Commandoen, han der har Alvoren og kan give Sagen den Alvor, den i Sandhed har – man kan altid være forvisset om, at naar han kommer, om jeg saa tør sige, til Stedet, at han da vil forefinde et gemytligt Vrøvle-Compagnie, der, under Navn af Alvor, ligger og fusker i at ville tjene denne Sag, fremme dette Foretagende, anbringe denne Idee; et Vrøvle-Compagnie, der naturligviis betragter det ikke at ville gjøre fælleds Sag med dem (hvilket just er: Alvoren) som et sikkert Beviis paa, at Vedkommende mangler Alvor. Jeg siger, naar den Rette kommer, vil han forefinde Dette, jeg kan ogsaa vende Sagen saaledes: Det om han er den Rette, afgjøres egentlig ved, hvorledes han forstaaer sig selv i Forhold til dette Vrøvle-Compagnie. Mener han, at det er Dem, der skal hjælpe, og at han skal styrke sig ved Forening med dem: er han eo ipso ikke den Rette. Den Rette seer strax, ligesom Brand-Majoren, at dette Vrøvle-Compagnie maa bort, at dets Tilstedeværelse og Virken er den farligste Bistand, Ildebranden kunde faae. Men i Aands-Forhold er det ikke som ved en Ildebrand, hvor Brand-Majoren blot behøver at sige til Politiet: skil mig af med disse Mennesker.
Saaledes i alle Aands-Forhold, og saaledes ogsaa paa det religieuse Gebeet. Man har ofte nok sammenlignet Historien med, hvad Chemikerne kalde en Proces. Billedet kan være ganske betegnende, vel at mærke, naar det forstaaes | rigtigt. Man taler om en Affiltrerings-Proces; Vand affiltreres, afsætter i denne Proces de urenere Bestanddele. Ganske i modsat Forstand er Historien en Proces. Ideen anbringes – og gaaer nu ind i Historiens Proces. Men denne bestaaer uheldigviis ikke i – latterlige Antagelse! – at luttre Ideen, der aldrig er renere end i sit Første, nei, den bestaaer i, stadigt tiltagende, at forkluddre, forsluddre, forvrøvle Ideen, at forbruge Ideen, at – det Modsatte af at filtrere – anbringe de, oprindeligt manglende, urenere Bestanddele, indtil det tilsidst ved en Række Slægters begeistrede og af hinanden gjensidig anerkjendte successive Samvirken, er naaet, at Ideen er aldeles gaaet ud, det Modsatte af Ideen blevet Det, som nu kaldes Ideen, hvilket paastaaes at være naaet ved den historiske Proces, hvori Ideen luttres og forædles.
Naar saa endelig den Rette kommer, han som i høieste Forstand har Opgaven, maaskee tidligt udseet og langsomt opdraget til denne Forretning, som er at bringe Lys i Sagen, at faae sat Ild paa dette Vildnis, alt Vrøvlets, alle Sandsebedragenes, alle Gavtyvestregernes Tilhold – naar han kommer, han vil altid forefinde et Vrøvle-Compagnie, der i gemytlig Hjertelighed nok saadan mener, at det er forkeert, og at der maa gjøres Noget, eller som har indrettet sig paa at snakke om, at det er uhyre forkeert, at blive sig selv vigtig ved at snakke derom. Dersom han, den Rette, noget Secund seer feil, og mener, at det er dette Compagnie, der skal hjælpe: er han eo ipso ikke den Rette. Dersom han griber feil, og indlader sig med dette Compagnie: slipper Styrelsen ham øieblikkeligt som ubrugbar. Men den Rette, han seer med et halvt Øie, hvad Brand-Majoren seer, at det Compagnie, som velmenende vil hjælpe til at slukke en Ildebrand med en Strippe eller en Pibesprøite, at dette samme Compagnie, der her, hvor Talen ikke er om at slukke en Ilde|brand, men just om at faae Ild sat paa, velmenende vil hjælpe til med en Svovlstik uden Svovl eller en vaad Fidibus – at dette Compagnie maa bort, at han ikke maa have det allermindste med dette Compagnie at gjøre, at han maa være saa grov i sin Mund mod dem, som vel muligt, han som maaskee ellers er Intet mindre. Men Alt gjælder om at blive det Compagnie qvit; thi dets Virken er, i Skikkelse af hjertelig Deeltagelse, at udmarve den egentlige Alvor af Sagen. Naturligviis vil saa Compagniet rase mod ham, mod denne frygtelige Hovmod o. desl. Det maa ikke gjøre ham hverken fra eller til. Overalt hvor det i Sandhed skal være Alvor er Loven den: enten-eller; enten er jeg Den, som for Alvor har med Sagen at gjøre, kaldet dertil og ubetinget villig til at vove afgjørende, eller, hvis dette ikke er mit Tilfælde, saa er Alvoren den: aldeles ikke at befatte mig dermed. Intet er afskyeligere, nederdrægtigere, forraadende og bevirkende en dybere Demoralisation end dette: at ville være saadan lidt med i Forhold til hvad der skal være aut – aut, aut Cæsar aut nihil, at ville være saadan lidt med, saa hjerteligt smaat, pjatte derom, og saa ved denne Pjat tillyve sig at være bedre end De, der slet ikke befatte sig med det hele Anliggende – tillyve sig at være bedre og vanskeliggjøre Sagen for Den, der virkelig har Opgaven.
|Smaa-Bemærkninger
1.
Middelmaadighedens Bibelfortolkning
fortolker og fortolker Christi Ord saa længe, til den faaer sit Eget, det Aandløse (Trivielle) ud af dem – og nu er den, efterat have fjernet alle Vanskeligheder, beroliget, og beraaber sig paa Christi Ord!
Det undgaaer ganske Middelmaadigheden, at herved frembringes en ny Vanskelighed, den Vanskelighed, vel noget af det Latterligste der er muligt at tænke sig: at Gud skulde lade sig føde, at »Sandheden« skulde være kommet til Verden – for at gjøre trivielle Bemærkninger; og ligeledes en ny Vanskelighed, den Vanskelighed: hvorledes man forklarer, at Christus saa kunde blive korsfæstet; thi Livsstraf pleier der ikke i denne, Trivialitetens Verden, at være sat paa at gjøre trivielle Bemærkninger, saa Christi Korsfæstelse bliver baade uforklarlig og latterlig, da det er latterligt at blive korsfæstet, fordi man har gjort trivielle Bemærkninger.
2.
Theatret – Kirken
Forskjellen mellem Theatret og Kirken er væsentligen den, at Theatret ærligt og redeligt vedgaaer sig at være | hvad det er; Kirken derimod er et Theater, der paa alle Maader, uredeligt søger at skjule hvad det er.
Et Exempel. Paa Theater-Placaten staaer altid ligefrem: Pengene gives ikke tilbage. Kirken, denne høitidelige Hellighed, vilde gyse for det Anstødelige, det Forargelige i, at sætte dette ligefrem over Kirkedøren, eller at lade det trykke under Prædikant-Listen om Søndagen. Men dog gyser Kirken ikke ved maaskee endog strengere end Theatret at holde over, at Pengene ikke gives tilbage.
Det er derfor en Lykke, at Kirken har Theatret paa Siden af sig; thi Theatret er en Skalk, virkelig et Slags Sandhedsvidne, der forraader Hemmeligheden: hvad Theatret siger aabenlyst, det gjør Kirken skjult.
3.
Gud – Verden
Hvis to Mennesker spiste Nødder sammen, og den Ene ikke holdt af Andet end Skallen, den Anden kun af Kjærnen: maa man om dem sige, at de passe godt sammen. Saaledes passer Gud og Verden ogsaa for hinanden. Det Verden vrager, bortkaster, foragter: de Offrede, Kjernerne, just Det sætter Gud en uendelig Priis paa, opsamler det med større Iver, end Verden hvad den elsker med størst Lidenskab.
No comments:
Post a Comment