Læge-Skjønnet
1.
At en rigtig Diagnose (Skjønnen af Sygdommen) er mere end det Halve vundet, vil enhver Læge indrømme, og ligeledes, at al Duelighed forresten, al Omsorg og Paapassenhed Intet hjælper, naar der ikke er diagnosticeret rigtigt.
Saaledes ogsaa i Forhold til det Religieuse.
Man har ladet og man vil lade det staae som gyldigt det med »Christenhed«, vi ere Alle Christne; og saa har man draget og vil man maaskee drage nu en nu en anden Side af Læren mere frem.
Men Sandheden er: vi ere ikke blot ikke Christne, nei, vi ere ikke engang Hedninger, hvem den christelige Lære kunde forkyndes uden Betænkelighed, men vi ere endog ved et Sandsebedrag, et uhyre Sandsebedrag (»Christenhed«, christelig Stat, christen Land, en christen Verden) forhindrede i at blive det.
Og saa vil man, at Sandsebedraget skal man lade urørt, uforandret staae ved Magt, og derimod levere en ny Fremstilling af den christelige Lære.
Det vil man; og i en vis Forstand er dette ganske i sin Orden; just fordi man er hildet i Sandsebedraget, (for | ikke at tale om, hvis man endog er Interessent i Sandsebedraget) just derfor maa man ville, hvad der maatte nære Sygdommen – noget ganske Almindeligt, at det der meest lyster den Syge, netop er hvad der nærer Sygdommen.
2.
Tænk et Hospital. Patienterne døe som Fluer. Methoderne forandres baade paa den ene og paa den anden Maade: hjælper Intet. Hvori kan det da ligge? Det ligger i Bygningen, hele Bygningen har Gift i sig; at Patienterne opføres som døde den ene af den Sygdom den anden af en anden, er egentligen ikke sandt; thi de ere alle døde af den Gift, der er i Bygningen.
Saaledes i det Religieuse. At den religieuse Tilstand er jammerlig, at Menneskene religieust ere i en ynkelig Tilstand det er vist. Saa mener En, at hvis man fik en ny Psalmebog, en Anden en ny Alterbog, en Tredie musikalsk Gudstjeneste o. s. v. o. s. v. at det vilde hjælpe.
Forgjeves; thi det ligger i: Bygningen. Hele dette Skrammel med en Statskirke, hvor der i umindelige Tider ikke er blevet, aandelig talt, luftet ud, den indspærrede Luft i dette Skrammel har udviklet Gift. Og derfor er det religieuse Liv sygt eller uddød, ak, thi just det som Verdslighed anseer for Sundhed er, christeligt, Sygdom, ligesom omvendt, det, christeligt, Sunde ansees af Verdslighed for Sygeligt.
Lad det da styrte sammen dette Skrammel, skaf det bort, luk alle disse Boutiquer og Boder, de eneste, hvilke den strenge Helligdags-Anordning undtog, umuliggjør denne officielle Tvetydighed, sæt dem ud af Virksomhed og forsørg dem, alle Qvaksalverne – thi er det saa, at den kongelig autoriserede Læge er den rette Læge, og den ikke autoriserede Qvaksalveren, christeligt er det omvendt, just den kongelig |autoriserede Lærer er Qvaksalveren, er det ved at være kongelig autoriseret: og lad os atter dyrke Gud i Simpelhed, istedetfor at holde ham for Nar i Pragtbygninger, lad det atter blive Alvor, og være forbi med Legen – thi en Christendom forkyndt af kongelige Embedsmænd, gagerede og betryggede af Staten, brugende Politiet mod de Andre, en saadan Christendom forholder sig til det nye Testamentes Christendom som det at svømme med Kork eller Blære til det at svømme, er at lege.
Ja, lad det skee; det Christendommen trænger til er ikke Statens qvælende Protection, nei, den trænger til frisk Luft, til Forfølgelse og til – Guds Protection; Staten gjør kun Ulykke, den afværger Forfølgelsen, og den er ikke Mediet, gjennem hvilket Guds Protection lader sig lede. For Alt frels Christendommen fra Staten; med sin Protection ligger den Christendommen ihjel som naar en Madamme med sit Corpus ligger sit Barn ihjel, og den lærer Christendommen de afskyeligste Unoder: under Navn af Christendom at bruge Politie-Magt.
3.
Et Menneske bliver magrere og magrere Dag for Dag, hentæres, hvad kan det være, han lider jo dog ikke Nød. »Nei, ganske vist,« siger Lægen, »deraf kommer det ikke, det kommer just af hans Spisen, at han spiser i Utide, spiser uden at være sulten, bruger Pirringsmidler for at frembringe en Smule Madlyst, og paa den Maade ødelægger han sin Fordøielse, svinder som led han Nød.«
Saaledes religieust. Det Fordærveligste af Alt er at tilfredsstille hvad der endnu ikke er Trang, saa man ikke afventer til Trangen er der, men forekommer den, vel ogsaa ved Pirringsmidler søger at frembringe Noget, som skal være | en Trang, og saa tilfredsstilles. O det er oprørende! Og dog er det dette man gjør paa det religieuse Gebeet, hvorved man egentligen narrer Menneskene for det som er Livets Betydning og hjælper dem til at spilde Livet.
Thi dertil hele Maskineriet med en Statskirke og 1000 kongelige Embedsmænd, der under Form af Omsorg for Menneskenes Sjele franarrer dem det Høieste i Livet, at den blev til i dem, den Selvbekymring, den Trang, der sandeligen saa nok fandt en Lærer, en Præst efter sit Sind, istedetfor at nu Trangen – og just denne Trangs Tilbliven i Mennesket er Livets høieste Betydning – slet ikke bliver til, men ved at tilfredsstilles længe før den er bleven til, forhindres i at blive til. Og dette skal være at fortsætte den Gjerning, som Menneske-Slægtens Frelser fuldkommede, dette, denne Menneske-Slægtens Forkluddrelse – og hvorfor? fordi der nu engang er saa og saa mange kongelige Embedsmænd, der med Familie skal leve af det under Navn af – Omsorg for Sjelene!
|Det der er det Oprørende
At det nye Testamentes Christendom er hvad der meest af Alt er os Mennesker imod (Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab), at den i den Grad er som beregnet paa at ophidse os Mennesker mod sig, at den, saasnart den høres, er Signalet til det meest lidenskabelige Had og den grusomste Forfølgelse: dette lægger jo det nye Testamente ingenlunde Dølgsmaal paa, siger det tvertimod saa bestemt og afgjort som muligt; bestandigt høres dette, naar Christus taler med Apostlene, at de ikke maatte forarges, det indskærpes atter og atter, at de maatte være vel forberedte paa hvad der forestod dem; og Apostlenes Tale vidner noksom om, at de maatte sande, hvad der blev forudsagt.
Det kunde derfor ikke falde Nogen, som christeligt forstaaer sig selv, ind, at vredes paa et Menneske, om han blev Gjenstand for hans Had og Forbittrelse ved at sige ham, hvad Christendom egentligen er, paa ingen Maade, han maa, naar han christeligt forstaaer sig selv, finde det ganske i sin Orden.
Men hvad selv den saaledes mod ham meest Forbittrede dog maaskee vil være enig med ham i og forstaae, at han finder oprørende, er: at der lever fra Slægt til Slægt en heel Familie af Snylte-Dyr som (kaldede Lærere i Christendom og ved Ed forpligtede paa det nye Testamente) ernære | sig af under Navn af Christendom at paaprakke Menneskene Noget, som er efter deres Hoved – det aldeles afgjørende Beviis for, at det ikke er det nye Testamentes Christendom – ernære sig af under Navn af Christendom at forkynde hvad der er lige det Modsatte af det nye Testamentes Christendom, trodsende paa kongelig Bestalling, hvilket, christeligt, er lige saa latterligt som i Kortspil at ville stikke bedste Farve med simpel Farve, eller som at ville legitimere sig qua Faare-Hyrde ved en Attest fra Ulven.
Dette er det Oprørende. Maaskee er det ogsaa uden Analogie i Historien, at en Religion paa den Maade er bleven afskaffet: ved at florere – men vel at mærke der forstaaes ved Christendom det Modsatte af hvad det nye Testamente forstaaer ved Christendom, Lidelsernes Religion er bleven Livslystighedens Religion, men har beholdt Navnet uforandret.
Dette er det Oprørende, at Forholdet for Christendommen er, om muligt, dobbelt saa vanskeligt som da den kom ind i Verden, fordi den nu ikke har lige over for sig Hedninger og Jøder, hvis hele Forbittrelse den maa vække, men Christne, hvis Forbittrelse den maa vække aldeles i samme Forstand som den i sin Tid vakte Hedningers og Jøders, Christne, hvem det geistlige Platten-Slager-Laug har faaet indbildt, at de ere Christne, og at Christendom gaaer paa Melodie af en Drikkevise, endnu lysteligere end saadan Vise, der dog altid har det Veemodige ved sig, at det snart er forbi og om 100 Aar er Alting glemt, medens den livslystelige christelige Drikkevise, ifølge Præsternes Forsikkring, »varer en Evighed«.
|Sandhed og Levebrød
Etatsraad Heibergs Hr. Zierlich har, som bekjendt, i den Grad Følelse for det Anstændige, at han endog finder det uanstændigt, at Fruentimmer- og Mandfolkeklæder hænge i Skab sammen.
Dette ville vi nu lade Hr. Zierlich om; men hvad derimod gjøres fornødent at indøve i vor charakteerløse Tid er Skilsmissen, Adskillelsen mellem det Uendelige og det Endelige, mellem en Stræben for det Uendelige og for det Endelige, mellem det at leve for Noget og det at leve af Noget, hvad vor Tid – høist uanstændigt – har faaet i Skab sammen, faaet til at løbe sammen eller ud paa Eet, og hvad derimod Christendommen med Evighedens Lidenskab, med det rædselfuldeste Enten-Eller holder ude fra hinanden, adskilte ved et svælgende Dyb.
Christendommen, som dog nok ogsaa kjender Mennesket, og veed, hvad det er for en rar Fyr, hvor nemt det gaaer med at faae ham til at antage og sværge paa hvad det skal være, naar man bare viser, at det er Veien til Levebrød, Veien til at gjøre Carriere, til at kunne faae sig en Kone o. s. v.: Christendommen har derfor saa politie-forsigtigt som muligt spærret af i Henseende til, at det ikke saa ganske kom til at løbe ud paa Eet: Christendom og Levebrød, Christendom og Carriere, Christendom og Forlovelse o. s. v.|
|Staten anderledes, den har faaet Christendom og Levebrød, theologisk Candidat og Forlovelse o. s. v. o. s. v. gjort eenstydigt. Og derfor har det ogsaa faaet en ganske anden Art med Christendommen fra det Øieblik Staten fik fat; istedetfor dette Bagatelleri, som det dog kun blev til med især Christi men ogsaa Apostlernes Virken, at tilveiebringe nogle faa Christne, gik det nu i Millionviis: Millioner Christne og 100,000 Levebrød – Christendommen har ganske seiret.
Ja, eller en uhyre Gavtyvestreg har, under Navn af Christendom, seiret; thi som hiin Indskrift »dette skal være Troja« istedetfor Troja, og som Ryg-Titlen paa et tomt Bind saaledes er dette Hele med Christenheden. Paa den Maade kan man seierrigt indføre hvilkensomhelst Religion i Verden; og Christendom indført paa den Maade er uheldigviis just det Modsatte af Christendom. Eller skulde der i vore kloge Tider findes endog nogen Yngling, som ikke let forstaaer, at hvis Staten fik det Indfald at ville indføre f. Ex. den Religion at Maanen er gjort af en grøn Ost, til den Ende arrangerede 1000 Levebrød for en Mand med Familie jævnt avancerende, at Følgen deraf vilde – naar Staten blot uforandret holdt Sit fast – blive, at efter nogle Generationer en Statistiker maatte kunne bevidne, at den Religion (Maanen er gjort af en grøn Ost) er den i Landet herskende.
Et Levebrød – o, disse Beviser der ere førte for Christendommens Sandhed, disse Satans lærde og grundige og aldeles overbevisende Beviser, som have fyldt Folianter, paa hvilke Christenheden trodser som Staten paa sit Militair, hvad forslaae de alle i Sammenligning med: et Levebrød, og hvor man ovenikjøbet kan gjøre Carriere!
Et Levebrød – og saa Juliane, at Fredrik og Juliane kan komme sammen: o, disse Beviser, der ere førte for Christendommens Sandhed, disse Satans lærde og grundige og | aldeles overbevisende Beviser hvad forslaae de alle i Sammenligning med: Juliane, og at saa Juliane og Fredrik kan komme sammen! Hvis det noget Øieblik skulde kæmpe i Fredrik »jeg troer jo dog egentligen ikke selv paa denne Lære, og saa at skulle forkynde den for Andre« – hvis slige Tanker skulle kæmpe i Fredrik: gaae til Juliane, hun kan jage slige Tanker bort. »Søde Fredrik« siger hun »lad os bare see at komme sammen; hvad vil Du gaae og plage Dig selv med saadanne Tanker; der er jo 1000 andre Præster ligesom Du, kort og godt Du er Præst ligesom Andre.«
Ja Juliane spiller en stor Rolle i at skaffe Staten Geistlige. Og derfor skulde man have været forsigtig med at anbringe Juliane, ligesom med at anbringe Levebrødet. Thi muligt er det saa som Don Juan siger til Zerline, at kun i en skyldfrie Hustrues ømme Arme boer den sande Lykke; og muligt er det sandt, hvad baade Digtere og Prosaikere have bevidnet, at man i disse ømme Arme glemmer Verdens Nød og Harme; men Spørgsmaalet er, om der ikke ogsaa er noget Andet man kun altfor let glemmer i disse ømme Arme: hvad Christendom er. Og jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det mig, at det Piat, hvori Christendommen især i Protestantismen og især i Danmark er sjunket ned, for en stor Deel hænger sammen med, at disse ømme Arme ere komne til at gribe lidt for meget ind, saa man paa Christendommens Vegne maatte forlange, at disse ømme Armes respective Eierinder drog sig lidt mere tilbage.
Det vilde være af stor Betydning for at faae noget Sandt at vide om Christendommen i Landet, hvis man kunde faae Levebrødet og Juliane til en Side for at komme til at see. Hvor ønskeligt, om Staten forstod det saaledes, at den lod bekjendtgjøre, at den følte sig forpligtet til at lønne de Præster, med hvilke den engang har contraheret, i det Til|fælde at disse meente at maatte nedlægge deres Embede! Der er vistnok mangen, menneskelig talt, retsindig og agtværdig Mand, der vilde føle sin Samvittighed i høi Grad lettet – og det er jo dog egentligen Staten, der bærer Ansvaret, Staten, der forførerisk vinkende har viist unge, uerfarne theologiske Candidater med deres Forlovede et Noget, som, christeligt, ikke har Medhold. Bagefter (naar man først er blevet Familie-Fader o. s. v.) bagefter, ja saa er det bagefter, saa har man ikke Kraft til at bryde med dette Forkeerte, man, uskyldigt, kom ind i, men bliver i det – med en besværet Samvittighed.
|Sande Christne: Mange Christne
Christendommens Interesse, det den vil er: sande Christne.
Præsteskabets Egoisme forholder sig, saavel for Penge-Fordelens som for Magtens Skyld, til: mange Christne.
»Og det er meget let gjort, lader sig gjøre som Ingenting; skaf os fat i Børnene, saa gives hvert Barn en Sjat Vand over Hovedet, – saa er han Christen; om en Slump af dem ikke engang fik deres Sjat gjør lige meget, naar de blot bilde sig det ind og dermed igjen, at de ere Christne: saa har vi i ganske kort Tid flere Christne end der er Sild i Silde-Tiden, Christne i Millionviis, og saa er vi, ogsaa ved Pengenes Magt, den største Magt Verden nogensinde har seet. Det med Evigheden er og bliver den sindrigste af alle Opfindelser, naar det da kommer i de rette, praktiske, Hænder; thi Stifteren saae, upraktisk, feil af, hvad Christendom egentligen er.«
Nei, lad os saa dog hellere blive ved, hvad der sammenlignet hermed næsten er Engle-Reenhed, men hvad dog Staten straffer med Forbedringshuset: at berige sig ved at eftergjøre Toldvæsenets Stempler, eller til Falsk at benytte berømte Fabrikers Etiquetter! Men at blive Magt og at vinde det Jordiske ved at stemple falsk i Forhold til hvad der blev betjent i Lidelse til det Sidste, og til det Yderste, indtil at væreforladt af Gud, at stemple falsk i Forhold til hvad den | paa Korset Døende betroede til menneskelig Redelighed i Efterfølgelse, altsaa at gjøre det, urørt af at det var Kjerlighed, der leed, og Kjerlighed som døende betroede sin Sag til menneskelig Redelighed, og urørt af, at det var Millioner, man paa den Maade bedrog for det Høieste og Helligste, bedrog dem ved at indbilde dem, at de vare Christne: nei, dette er rædsomt. I Almindelighed er det vistnok saa, at en Forbrydelses Størrelse, dens Lumpenhed, dens vidtudstrakte Forgrening opflammer Politie-Agenten, giver ham forøget Iver; men der er en Grændse, gaaer det over den, da kunde det vel hænde ham, at han som en Besvimende maa gribe efter Noget at hvile sig ved, ønskende at slippe bort, for hvad ellers aldrig er hændt ham i Graad at finde en Lindring.
Altsaa det var de Millioner Christne, de christelige Stater, Riger, Lande, den christne Verden. Men det er kun den første Halvdeel af den christelige Criminal-Sag; vi komme nu til Raffinementet. Raffinementet i sit Slags eneste, aldeles uden Analogie; thi de der berige sig ved at eftergjøre Toldvæsenets eller berømte Fabrikkers Stempler, de fordre dog ikke at æres og agtes som Toldvæsenets eller hine Fabrikkers sande Venner. Dette er forbeholdt de christelige Falsknere. Hiin, Egoismens, Iver for at skaffe mange Christne paa en Maade, som just er Christendom i inderste Hjerte imod, hiin Iver sminkedes op til at være sand christelig Iver og Nidkjærhed for Lærens Udbredelse, som var det Christendommen man tjente paa den Maade, og ikke tvertimod Christendommen man forraadte, tjenende sig selv. Dog blev denne Egoismens Iver ved Falsk stemplet som christelig Iver og Nidkjerhed, disse Falsknere fordrede at ansees for Christendommens sande Venner. Og hine ulykkelige Millioner, hvem man snød for deres Penge og hvem man misbrugte som sandselig | Magt, medens man til Gjengjeld snød dem for det Evige ved at lade dem løbe med noget Galimathias: hine Millioner der dyrkede og tilbad de christelige Falsknere som Christendommens sande Tjenere.
Der gives Forseelser af et Barn, en Dreng, hvilke straffes med »en under Øret«, og det vilde være erklæret Galskab, om Faderen eller Læreren for en saadan Forseelses Skyld vilde fordre Barnet straffet med Rasphuus-Arbeide paa Livstid; fra den anden Side, det vilde være erklæret Galskab i Forhold til de Forbrydelser, hvilke Staten fornuftigviis straffer med Rasphuus-Arbeide paa Livstid, at mene, at det kunne gjøres godt ved en under Øret: men hvad man i vore Dage, i disse christelige Stater og Lande, hvor alle Præsterne ere Sandhedsvidner, aldrig hører Tale om, er, at der gives Forbrydelser, i Forhold til hvilke det af en anden Grund end i Tilfældet med Barnet, vilde være en Slags Galskab at straffe dem med Rasphuus-Arbeide paa Livstid, fordi atter her Straffen stod i intet Forhold til Forbrydelsen. Jo længere jeg lever, jo tydeligere bliver det mig, at de egentlige Forbrydelser straffes ikke i denne Verden: Barnets Forseelser straffes; men det er jo dog ikke egentlige Forbrydelser. Staten straffer Forbrydelser; men de egentlige Forbrydelser, i Sammenligning med hvilke de Forbrydelser, Staten straffer, næsten ikke mere kan kaldes Forbrydelser, de straffes ikke – i Tiden.
|I »Christenhed« ere Alle Christne; naar Alle ere Christne, er eo ipso det nye Testamentes Christendom ikke til, ja den er umulig.
Det nye Testamentes Christendom hviler i den Tanke, at man er Christen i et Modsætnings-Forhold, at det at være Christen er at troe, at elske Gud i et Modsætnings-Forhold. Medens da den Christne ifølge det nye Testamentes Christendom har al den Anstrengelse, Kamp, Qval som er forbunden med det Fordrede, at afdøe, at hade sig selv, o. s. v. har han tillige Lidelsen ved Modsætnings-Forholdet til andre Mennesker, hvad det nye Testamentes Christendom idelig og idelig taler om: at hades af Andre, at forfølges, at lide for Læren o. s. v.
I »Christenhed« ere vi alle Christne – Modsætnings-Forholdet er altsaa gaaet ud. I det Intetsigendes Betydning har man faaet Alle gjort til Christne og Alt christeligt – og saa leve vi (under Navn af Christendom) Hedenskabet. Man har ikke vovet i Trods, aabenlyst at gjøre Oprør mod Christendom, nei, man har hykkelsk og gavtyveagtigt afskaffet den ved at forfalske Bestemmelsen af det at være Christen.
Det er herom jeg siger, dette er: 1) en christelig Criminal-Sag; 2) det er at lege Christendom; 3) det er at holde Gud for Nar.
Hver Time denne Tingenes Orden bestaaer, fortsættes | Forbrydelsen; hver Søndag der holdes Gudstjeneste paa den Maade, leges der Christendom og holdes Gud for Nar; Enhver der deeltager, deeltager i at lege Christendom og i at holde Gud for Nar, er indviklet med i den christelige Criminal-Sag.
Ja, o Gud, hvis der ingen Evighed var: det usandeste Ord som nogensinde er sagt i Verden, det vilde saa Du, Sandhedens Gud have sagt: farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte.
|Min Opgaves Vanskelighed
At den officielle Christendom, Det vi kalde Christendom ikke er det nye Testamentes Christendom, ikke en Stræben hen til den, ikke har den fjerneste Lighed med den: Intet er lettere at see; og at faae Menneskene dette gjort tydeligt, vilde jeg ansee for en smal Sag, hvis der ikke var en ganske egen Art Vanskelighed med i Spillet.
Antaget, at hvad det nye Testamente forstaaer ved Christendom og ved at være Christen, var Noget ret efter et Menneskes Hoved, Noget, som ret maatte behage og tiltale det naturlige Menneske, fast som var det hans egen Opfindelse, ham som talt ud af Hjertet: ja, saa skulde vi snart have Alt i Orden.
Men, men, men heri ligger Vanskeligheden: just hvad det nye Testamente forstaaer ved Christendom og ved at være Christen er – noget det nye Testamente paa ingen Maade fordølger, men saa afgjørende som muligt indskærper – hvad der mest af Alt er det naturlige Menneske imod, ham til Forargelse, er hvad han enten i vild Lidenskab og Trods maa oprøre sig mod, eller hvad han listigt maa see for enhver Priis at blive qvit, som f. Ex. ved Hjælp af en Gavtyvestreg, at man kalder lige det Modsatte Christendom, og saa takker Gud for Christendommen og for det store, uskatteerlige Gode, at man er en Christen.|
|Idet jeg da nu vil gjøre det kjendeligt, at det vi kalde Christendom, at den officielle Christendom aldeles ikke er det nye Testamentes Christendom, og til den Ende viser, hvad det nye Testamente forstaaer ved Christendom og det at være Christen, at dette er idel Qval, Jammer og Elendighed (men saa rigtignok ogsaa Evigheden betrygget), medens det vi kalde Christendom er Fornøieligt og Livslystigt (men saa rigtignok ingen anden Sikkerhed Evigheden betræffende end Præstens) – idet jeg gjør det, vil det ikke kunne undgaaes, at de Fleste kommer til at forvexle dette: at hvad jeg oplyser at være det nye Testamentes Christendom ikke behager dem, og dette: at om det behager eller ikke behager jo gjør hverken fra eller til betræffende det Spørgsmaal, hvad det nye Testamentes Christendom er, ja, at det at det ikke behager just maatte ansees for et Kjende paa, at hvad jeg kalder det nye Testamentes Christendom er det nye Testamentes Christendom, da det nye Testamente selv siger ideligt og ideligt, at det ikke behager Mennesket, er ham til Forargelse.
Det er sandeligen ikke for Intet at jeg har kaldt dette med »Christenhed« en Criminal-Sag. Den officielle Christendoms Forkyndelse har, som man kunde vente det, naturligviis ikke forsømt sig, men, falsknende, taget Sagen fra Grunden af – at vinde Menneskene er jo ogsaa den det Vigtige, Christendommen det mindre Vigtige. Fremgangsmaaden er da denne: man sætter de menneskelige Lidenskaber i Bevægelse, og hvad man saa veed tiltaler disse, det kalder man Christendom, det faaer man til at være Christendom – og saa vinder man Menneskene for Christendommen.
Det nye Testamentes Christendom derimod er hvad der i allerhøieste Grad mishager og oprører Mennesket. Forkyndt saaledes, vindes der hverken Christne i Millionviis eller jordisk Løn og Profit. I hver Generation er det det Sjeldne | et Menneske, der øver den Magt over sig selv, at han kan ville hvad der ikke behager ham, at han kan fastholde det Sande, som ikke behager ham, fastholde at det er det Sande just fordi det ikke behager ham, og saa dog, uagtet det ikke behager, kan ville indlade sig derpaa. De fleste Mennesker forvirrer det sig strax for, bevidst eller ubevidst; hvad de skulle gaae ind paa maa være Noget, der viser sig at behage dem, at tiltale dem.
Derpaa er det Christendoms-Falsknerne stile. I at forklare Menneskene hvad Christendom er, vende de bestandigt Sagen saaledes: at Det og Det er Christendom, kan Du jo forvisse Dig om derved, at det tiltaler Dig; omvendt, at Det og Det skulde være Christendom, kan Du jo let forvisse Dig om ikke er saa, det maatte jo oprøre Dig i inderste Hjerte.
Paa den Maade har Præste-Compagniet, der speculerer i Menneske-Tallet, vundet Menneskene, bildt dem ind, at de ere Christne ved at bilde dem Noget ind under Navn af Christendom, Noget som tiltalerdem. Og det har saa Millionerne fundet sig meget fornøiet med: paa en saa prisbillig og tiltalende Maade at være tillige Christen, at faae i en Halv-Time og i en Haandevending det Hele med Evigheden arrangeret, for saa rigtigt at kunne komme til at nyde dette Liv.
See, her ligger Vanskeligheden; ingenlunde i at faae det gjort tydeligt, at den officielle Christendom ikke er det nye Testamentes Christendom, men i, at det nye Testamentes Christendom og hvad det nye Testamente forstaaer ved Christen er hvad der intet mindre end behager et Menneske.
Og nu tænke man, hvad det vil sige, at skulle faae Mennesker, som ere demoraliserede ved denne gavtyveagtige Christendoms Forkyndelse, forvænte ved at det skal være | Kjendet paa det Christelige at det tiltaler dem, at skulle faae dem til at ville see, hvad det nye Testamente forstaaer ved Christendom, og faae dem til det, medens tusinde »Sjelesørgere« vel ville sætte Alt i Bevægelse for ikke at miste Faarene, og alle Lidenskaber i Bevægelse hos Faarene bestandigt saaledes: at Det og Det umuligt kan være Christendom, kan Du jo let forvisse Dig om, Du føler jo, hvorledes det oprører Dig.
Ja, I Sjelesørgere, I har befolket Himlen, hvor vilde der være tomt hisset, hvis I ikke havde været; og disse Millioner, som I ved Eders Sjelesorg have befordret ind – i Himlen, hvor ville de engang hisset takke og velsigne Eder! Der bruges i det borgerlige Liv et Udtryk, nøiagtigt taget uegentligt, det er det Ord »Seelenverkoperie«; det er nøiagtigt taget uegentligt, thi egentlig er det jo dog kun Kroppene der her sælges: det egentlige Seelenverkoperie er – det hænger ogsaa bedre sammen – forbeholdt Sjelesørgeriet; dette egentlige Seelenverkoperie straffes ikke i denne Verden, men hædres og æres! En Forbrydelses Størrelse forholder sig ogsaa til Tidens Længde; de egentlige Forbrydelser kunne end ikke straffes i Tiden, fordi de nemlig bruge hele Timeligheden for at blive til, og straffede i Tiden vilde forhindres i at blive de egentlige Forbrydelser: dem straffer kun Evigheden!
|Det Officielle – det Personlige
Du som læser dette, tænk Dig følgende Tilfælde. Der kommer til Dig et Menneske, som (uden paa nogen Maade at bibringe Dig Forestillingen om at være afsindig) stille, alvorlig, dog dybt rystet siger til Dig »beed for mig, o beed for mig«: ikke sandt, det vilde gjøre et næsten forfærdeligt Indtryk paa Dig. Og hvorfor? fordi Du selv personligt fik Indtrykket af en menneskelig Personlighed, der formodentligen maatte kæmpe den yderste Kamp med en personlig Gud, siden det kunde falde ham ind at sige til et andet Menneske: beed for mig, beed for mig.
Naar Du derimod læser f. Ex. i et »Hyrdebrev«: Brødre, indeslutter os i Eders Forbønner, ligesom vi uafladeligen Nat og Dag beder for Eder og omfatter Eder i vore Forbønner – hvoraf kommer det, at dette formodentligen slet intet Indtryk gjør paa Dig? mon ikke deraf, at Du uvilkaarligt fatter en Mistanke, om dette ikke er Formular, Ramse, officielt, af en Haandbog eller af en Spilledaase. Ah! Det Officielle kan man ikke sige om, at det har en ubehagelig Afsmag, nei, det Modbydelige ved det Officielle er, at man bliver saa uendelig flau derved eller deraf, fordi det smager af Ingenting, fordi det, at jeg skal bruge et gammeldags Udtryk, smager ligesom at række Tungen ud af Vinduet og faae et Smæk over den.
|Og da nu den Mand, hvem Staten sidst har engageret til som Hyrde at gaae i Fløiel for at forkynde, at Jesus Christus levede i Armod og lærte følg mig efter, da Biskop Martensen formodentligen har besluttet af al Magt at kæmpe – for det Officielle – mod Secter og Kjætterier o. s. v. og da der desuden er Hundreder i det Officielles Tjeneste: saa kan det jo vel gjøres fornødent, at der dog idetmindste er Een, som tager sig af det Officielle. Jeg tør i denne Henseende ikke vente nogen Ansættelse fra Statens Side, snarere maaskee – mellem os sagt – fra vor Herres Side. Thi, troe Du mig, der er Intet, der er Gud saa modbydeligt, intet Kjætteri, ingen Synd, Intet ham saa modbydeligt som det Officielle. Og det kan Du let forstaae; thi da Gud er et personligt Væsen, kan Du vel begribe, hvor modbydeligt det er ham, at man vil tørre ham om Munden med Formularer, opvarte ham med officiel Høitidelighed, officielle Talemaader o. s. v. Ja, just fordi Gud er i eminenteste Forstand Personlighed, idel Personlighed, just derfor er det Officielle ham uendelig langt modbydeligere end det er en Qvinde at opdage, at der fries til hende efter – en Formularbog.
No comments:
Post a Comment